Kommentar. Demokratiets fremvækst svækkede kongemagten og gjorde kongesatiren harmløs. 

Kan man stadig gøre grin med kongen? 

Under den danske trykkefrihedstid fra 1770 til 1773 var et nyt og radikalt frisprog pludselig muligt, både over for konge, kirke og andre magtinstanser i samtiden. I januar 1772 publicerede en af tidens mest provokerende skribenter, Josias Bynch, et nyt skrift. Han indledte med en lille teori om satire, og så gik han ellers i gang med at eksemplificere sin teori med en historie om »Den foragtelige Huusfader«. 

Han fortalte om kong Klaudius, der havde arvet et forgældet rige fra sin fader, hvorfor han mishandlede de fattige og måtte gifte sig med en rig mø fra udlandet. Han var i færd med at forære magten bort til sin barber og drukkammerat, når han da ikke lå i med datteren af en sokkefabrikant. Enhver kunne oversætte satiren: Den handlede om Christian 7. – den fremmede prinsesse var dronning Caroline Mathilde, barberen var Struensee, og elskerinden var Støvlet-Katrine.

stjern
(f. 1957) er professor på Aalborg Universitet København og har skrevet fast i Weekendavisen siden 1994 om filosofi, idehistorie, politik, litteratur, etc. Redigerede KRITIK fra 1993-2013. Har bl.a. skrevet Hadets Anatomi om Ex-Jugoslavien og Adskillelsens Politik om multikulti, begge med Jens-Martin Eriksen; Kritik af den negative opbyggelighed med Søren Ulrik Thomsen, Tal en tanke med Vincent Hendricks, MEN - ytringsfrihedens historie i Danmark med Jacob Mchangama. På engelsk har jeg publiceret disputatsen Diagrammatology og Natural Propositions om den amerikanske filosof Charles Peirce. Har redigeret Kampen om disciplinerne og Kortlægning af dansk humanistisk forskning med David Budtz Pedersen.

Andre læser også