Kommentar. Demokratiets fremvækst svækkede kongemagten og gjorde kongesatiren harmløs.
Kan man stadig gøre grin med kongen?
Under den danske trykkefrihedstid fra 1770 til 1773 var et nyt og radikalt frisprog pludselig muligt, både over for konge, kirke og andre magtinstanser i samtiden. I januar 1772 publicerede en af tidens mest provokerende skribenter, Josias Bynch, et nyt skrift. Han indledte med en lille teori om satire, og så gik han ellers i gang med at eksemplificere sin teori med en historie om »Den foragtelige Huusfader«.
Han fortalte om kong Klaudius, der havde arvet et forgældet rige fra sin fader, hvorfor han mishandlede de fattige og måtte gifte sig med en rig mø fra udlandet. Han var i færd med at forære magten bort til sin barber og drukkammerat, når han da ikke lå i med datteren af en sokkefabrikant. Enhver kunne oversætte satiren: Den handlede om Christian 7. – den fremmede prinsesse var dronning Caroline Mathilde, barberen var Struensee, og elskerinden var Støvlet-Katrine.
Del: