Mums. Det er nemmere at være perfid end at rose, indrømmer Martin Kongstad efter 25 år som madanmelder. Når mad er allerbedst, kommer man i tanke om sin fundamentale ensomhed og de døde fluer i vindueskarmen.
Jeg mistede mig selv i suppen på Arpège
Grøntsagsconsommeen så ellers tilforladelig ud, de fire ravioli på bunden af skålen var så forfinede, at fyldets muntre farver eksponeredes gennem dejen; rødbede, kraftig orange fra gulerod, men væden ramte mig i solar plexus. Under den fyldige smag dirigerede et distinkt touch af bladselleri og fremkaldte en ufravigelig følelse af fundamental ensomhed og døde fluer i vindueskarmen, og jeg måtte hanke op i mig selv for ikke at lade tårerne løbe.
Det var frokost på Arpège for fem år siden; alene ved bordet med min sorte notesbog; i dagens anledning den fine fra Moleskine. Jeg var omgivet af aristokrati fra det 16. arrondissement, en forlægger og hans succesforfatter i deres evindelige fløjl og en pagehåret svensk reklameinstruktør med noget ledsagende blond Celine. Alle holdt fri for at smage Alain Passards trestjernede vegetarmenu. Jeg var på arbejde som anmelder. Det var mit job at forstå, hvad køkkenet ville mig, bedømme deres kompositioner – simple tilberedningsfejl forekommer ikke på det niveau – og konkludere, om de 12 retter var værd at betale 1.500 kroner for.
Del:
