Levned & meninger. Som den ene halvdel af et barnløst forhold regnede jeg med at være forskånet for skænderier om opdragelse. Det var, indtil jeg fik høns.
Jeg, en hønemor
»Det var sådan her, det startede med Dagmar, ikke?« Min kæreste kigger på mig, som om han netop er blevet tildelt den manglende brik i et puslespil. Jeg står i terrassedøren efter at have været ude i haven og jage en due væk for vores nye høne. Egentlig tilhører hun vores præst, men vi har lånt hende, og her fire uger senere har vi seks kyllinger og en hønemor, der altså ikke bryder sig om duer. Jeg har opdaget, at hun gokker ængsteligt i deres nærhed, og jeg har opdaget, at man modtager en taknemlig kurren, hvis man styrter ud og jager dem væk. Så det gør jeg naturligvis. Mellem to og mange gange om dagen. Jeg har fortalt dette til min kæreste og opfordret ham til at følge mit eksempel.
Til min overraskelse har han nægtet. Han står på, at duen og hønen må lære at sameksistere. Duen er, har han påpeget, blandt havens høfligste dyr.
Og nu vover han altså at trække Dagmar ind i vores uenighed. Hun er min barndomskat, som er flyttet ind hos os, efter at min far er blevet dement. Hun har for vane at skrige – virkelig skrige, som om nogen var ved at trække hende lige lukt ned i helvede – fra et af sine værelser, og jeg har for vane at komme rendende ved lyden af hendes kald. Som regel vil hun bare gerne samles op.
Ikke sjældent følger min kæreste efter i kølvandet på sådan et skrig, som ligesom hønens duekald sker et sted mellem to og mange gange om dagen. »Nå. Hvilken krise var det så i dag?« spørger han så.
Min kæreste har stort set resigneret over for Dagmar og hendes dårlige opdragelse, og hvis han alligevel prøver at forhindre hende i at kradse i sengen, vores stole i rattan, myggenettene for vores vinduer og diverse rygsække (primært eller fortrinsvis hans), kigger hun på ham med noget, der placerer sig et sted mellem forbløffelse og overbærenhed. Hvad er dog hans problem, synes hun at tænke.
MED KYLLINGERNE skal det åbenbart være anderledes. Min kæreste har forsøgt at adressere flere ting i min omgang med vores dyr, som han mener er uhensigtsmæssige. Først gjaldt det havregrøden, som jeg kogte til hønemor, mens hun stadig lå på sine æg, og som jeg serverede på reden til hende. »Måske skal du lige undersøge, hvor stor en del af deres kost der må være havregrød?« foreslog han forsigtigt, og ja, så viste det sig da, at det helst ikke skulle overstige 20 procent (i cirka tre dage spiste hun nok ikke meget andet). Så var det majsene, som han synes, vi skulle vente med på grund af noget med deres mave-tarm-system. Så var det den kogte quinoa, som kyllingerne måske skulle afvænnes, så de i stedet kunne vænne sig til deres økologiske, dyrt indkøbte hønsefoder (men hvad hvis de bedre kan lide quinoa?).
Vi har stået her før, i hver sin ende af et pædagogisk spektrum. Vores anden kat, Nancy, ville gerne håndfodres, så jeg håndfodrede hende, med det resultat at hun brokkede sig ustyrligt, hvis hun skulle fange sin mad fra sit aktivitetsbræt. Det satte min kæreste til sidst en stopper for. Da vi lige havde fået hende, ville hun også gerne sove i sengen hos os, og selvom hun virkelig holdt os vågne ved at fyge om ørerne på os, så ramte det mig hårdt den nat, da min kæreste fik nok og jagede hende ud af soveværelset. Han siger selv, at han ikke tror, jeg nogensinde har været så vred på ham, og jeg tror, han har ret. Hvad er nattesøvn værd sammenlignet med glæden ved at sikre sin kats trivsel?
Eller okay. Inderst inde ved jeg godt, at han har en pointe, når han insisterer på en vis opdragelse af vores dyr. Jeg ser mig selv udefra: hver morgen panisk løbende rundt i huset og ud i haven for at adlyde diverse dyrs kald. Det glade vanvid.
Alligevel er min instinktive reaktion at blive oprevet, når min kæreste foreslår enhver form for moderation i min adfærd. Jeg vil jo bare gøre det lidt godt for dem! De er søde! De fortjener det! Jeg ved ikke hvorfor, men jeg er sikker på, det er synd for dem!
Vores sammenstød vil være genkendeligt for mangen en småbørnsfamilie, og åbenbart behøver man ikke formere sig for at stå ansigt til ansigt med sin egen barndoms (manglende) pædagogiske principper. For naturligvis har jeg det ikke fra fremmede: Mine forældre var lige så meget ude af stand til at opdrage katte, som de var til at opdrage børn. Min mor: sikke en prægtig, ryggesløs kvinde. Min far: hvilket pragteksemplar af et bløddyr.
DET ER FØRST i mødet med min kærestes tilgang til vores dyr, at jeg har indset, hvor fuldkommen eftergivende mit barndomshjem faktisk var. Bare for at holde det i det dyriske: Dagmar har kradset ægte tæpper i stykker for i omegnen af 200.000 kroner, og alligevel faldt det aldrig nogen af mine forældre ind, at man kunne prøve at stoppe hende. Jovist ærgrede min mor sig højlydt over al den ødelæggelse, men holde døren til stuen og alle de dyre tæpper lukket? Trække katten væk, indtil den forstod, den ikke måtte? Råbe ad den? Utænkeligt. Helt op til sit 73. år er min far troligt stået op for at lukke katten ud gennem fordøren, og lige så troligt er han stået op flere gange om natten for at tjekke, om hun mon ville ind igen. Altid understøtte, aldrig undertvinge.
Jeg aner ikke, hvordan mine forældre blev enige om, at maksimal støtte og maksimal regelløshed var vejen frem. Jeg ved bare, at jeg nu efterligner dem, ligesom min kæreste sikkert efterligner aspekter af sin barndom.
Og når det ikke lige føles som en krænkelse af min frie vilje, så har det faktisk været lidt af en åbenbaring at opleve min kæreste i aktion. Selvom vi på mange punkter er lige vanvittige – for eksempel er vi blevet enige om, at kyllingerne kan lide musik, og skal høre deres yndlingsnumre hver dag – så lykkes han med at opmuntre ønsket adfærd og dæmpe uønsket adfærd.
Men duerne vil jeg altså stadig hjælpe hønemor med.
