Drømmesælger. Han er mangemillionær, klodens mest forbundne menneske og kalder sig journalist. Fabrizio Romano er fodboldens mægtigste influencer.
Guruen i midten

Han er verdens mest kendte journalist og har aldrig lavet en kritisk historie. Fabrizio Romano begyndte at skrive fodboldnyheder, da han gik i gymnasiet, og har i dag på sociale medier 110 millioner følgere, der venter spændt på, hvornår italieneren næste gang leverer sit »HERE WE GO!«, der markerer, at en spiller har skiftet klub. Med 4,2 milliarder månedlige views, kommentarer, likes og reposts på X i højsæsonen er Romano beviseligt klodens mest forbundne menneske – foran Elon Musk. En edderkop i et globalt spind, der former fodboldøkonomien, ikke mindst denne hektiske tid op til sommertransfermarkedets lukning i næste uge.
Rockstjernen Romano lever fedt i den gråzone mellem journalistik og underholdning, der kendetegner disse års fodboldformidling. Det var ham, der for otte år siden kunne meddele offentligheden, at Cristiano Ronaldo skiftede fra Real Madrid til Juventus; og ham, der en nattetime i sommeren 2021 fik en sms fra en kilde om, at cheftræner Zinedine Zidane ville forlade Real Madrid – for straks at kunne delagtiggøre alle os andre i det. Og også denne sommer har transferguruen haft travlt, for Romano sover aldrig.



