Uregerlig. Sagen om Falorin Baloguns røde kort viser, at end ikke Trump kan diktere slagets gang ved VM. Der er noget grundlæggende antitotalitært over en fem uger lang sportskonkurrence, hvor alt kan ske.
Fodbold er ikke wrestling
De seneste dage er det blevet klart, hvorfor Donald Trump elsker wrestling, den særegne blanding af akrobatik og performance, som blev skabt i 1800-tallets Amerika. Et stærkmandsshow, hvor resultatet er aftalt på forhånd, rigged underholdning i primetime. Det var vel derfor, det faldt ham så naturligt – som VM-vært – at ringe til FIFA-præsident Gianni Infantino for at få omstødt karantænen til angriberen Folarin Balogun forud for USAs ottendedelsfinale mod Belgien i nat.
Trump vidste, at Infantino ville give efter og havde desuden oprigtigt svært ved at begribe, hvorfor den organisation, der skulle forestille at promovere VM, kunne have en interesse i at udelukke en profil. Den amerikanske præsident var tæt på målløs: »Det var ikke den rigtige beslutning (at udvise Balogun i sekstendedelsfinalen mod Bosnien, red.), fordi der ikke var frispark, men også fordi vi gerne vil se de bedste spillere i kamp. (...) Det kan man ikke gøre.« Det ville World Wrestling Entertainment i hvert fald aldrig have gjort.



