Der findes næppe noget mere eksalteret end utæmmede norske fodboldfans. I nat strømmede flere end 100.000 ud i Oslos gader og stræder for at fejre 2-1-sejren over Brasilien i ottendedelsfinalen ved VM. Efter en storslået indsats står Norge nu for første gang i en kvartfinale ved et verdensmesterskab. Og de gik pænt til den, nordmændene. Ifølge operationslederen for Oslos politi måtte mindst 30 personer på hospitalet med fyrværkeriskader.

Men midt i den selvforelskede (og selvskadende?) eufori, nordmændene så naturligt befinder sig i, kan det være hensigtsmæssigt – bare for en stund – at kravle ned fra Karl Johans gates berømte hundredårige lygtepæle og kaste et mere ædrueligt blik på bedriften. »MIRAKLET« himlede VG op efter kampen. »Hvad er det, der SKER?!« supplerede norsk TV 2. Men faktisk er det ikke så svært at forklare: Norge har et bedre landshold end Brasilien. Punktum.

Norge kan blive verdensmester. Men de har intet vundet endnu. Jewel Samad/AFP/Ritzau Scanpix

På dagen var brasilianerne ringe, tynget af pligten, mens målmand Ørjan Nyland stod sit livs kamp for et fremragende norsk mandskab, der råder over spillere fra klubfodboldens øverste hylder: Martin Ødegaard, Antonio Nusa, Patrick Berg, Julian Ryerson og den tidligere FC Nordsjælland-spiller Andreas Schjelderup, der kom ind og lagde op til begge mål. Norge havde bolden dobbelt så meget som brasilianerne, flere afslutninger på mål, flere succesfulde driblinger.

Og så råder man over fænomenet Erling Haaland, dobbelt målscorer og en af verdens absolut bedste angribere.

Haaland – hvis globale popularitet er så stor, at det svenske len Halland oplever de offentlige hjemmesider crashe på grund af upræcise Google-søgninger – har flere lodder med, når Ballon d'Or, prisen til verdens bedste fodboldspiller, uddeles til efteråret. For nuværende er han – side om side med Kylian Mbappé og Lionel Messi – VM-topscorer med syv mål. Den største skandinaviske spiller siden Michael Laudrup. Større end Zlatan Ibrahimovic? Uden tvivl.

Den norske sejr over Brasilien i søndagens ottendedelsfinale må tilmed regnes for det største enkeltstående skandinaviske resultat siden nordmændenes tilsvarende 2-1-triumf over brasilianerne i gruppespillet ved VM 1998. Men hvor sejren for 26 år siden – sidst Norge var med til et verdensmesterskab – var sensationel, ja ufattelig, hvilede der en anden selvfølgelighed over gårsdagens facit.

Norges øjeblikkelige succes minder os således om, at der i fodbolden findes to former for historieskrivning: Den sensationelle, hvor man skribler sit kapitel med bævende hånd, næsten ude af stand til at forstå, hvad man selv har bedrevet – og den selvfølgelige, hvor man sætter en tyk streg under sin egen kvalitet. Til den sidste kategori hører Norges fortjente sejr over brasilianerne i New Jersey.

Ja, Brasilien er VMs største dyr med fem titler og deltagelse ved alle historiens 23 slutrunder. Men spiller for spiller er brasilianerne ikke længere Norge overlegne. Altså: ingen grund til mindreværdets vantro.

I EN UNG NATION, hvor sporten altid har spillet en nøglerolle for den kollektive identitet, er det umuligt at overvurdere betydningen af fodboldsejren. »En af de vildeste dage nogensinde i norsk historie,« sagde den dobbelte målskytte Erling Haaland efter kampen. Hans både selvsikre og bevægede smil sagde det hele.

»Vi kan vinde VM,« lød det siden fra den tidligere landsholdsspiller Kjetil Rekdal, der selv scorede det afgørende mål mod Brasilien dengang i 1998. »Nu er der ikke længere tvivl. Norge kan blive verdensmester i verdens største sport,« skrev VGs kommentator Trond Johannessen fra New Jersey her til morgen. Og de har ret.

Nordmændene har ingenting vundet endnu. I kvartfinalen på lørdag venter England, fodboldens moderland, som nordmændene altid har beundret særligt. NRK transmitterede den første tipskamp i 1969, og da det norske landshold oplevede sin (indtil disse dage) største succes i 1990erne – båret af Premier League-pionerer som Tore André Flo og Henning Berg – hvilede spillet på Royal Air Force-revisoren Charles Reeps ideal om et simpelt, hurtigt long ball-game. Titusindvis af nordmænd rejser til England hvert år for at se fodbold på stadion.

Det var også meget passende efter en VM-kvalifikationssejr over englænderne i september 1981, at tv-kommentator Bjørge Lillelien leverede sit legendariske udbrud:

»Vi er best i verden! Vi er best i verden! Vi har slått England 2-1 i fotball! Det er aldeles utrolig! Vi har slått England! England, kjempers fødeland: Lord Nelson, Lord Beaverbrook, Sir Winston Churchill, Sir Anthony Eden, Clement Attlee, Henry Cooper, Lady Diana, vi har slått dem alle sammen, vi har slått dem alle sammen. Maggie Thatcher, can you hear me?«

Skulle historien gentage sig på lørdag – og Norge dermed sikre sig en medaljekamp ved VM – vil jublen næppe blive mindre. Også selvom det hele faktisk giver rigtig god mening: Norge er vitterlig blandt de bedste i verden.