Så er det sent i aften, at nordmænd måske når den fuldendte version af, hvad de helst vil opnå: En triumf på den fremmeste idrætsplads i verden: Fodbold-VM. Dermed er det også i aften, at folk med afsmag for norsk nationalisme skal surre al løsøre fast og belave sig på at gå i isolation. I hvert fald indtil nordmændene er blevet trætte i armene af at ro med selvglæden i højeste gear.

For Norge kan sende Brasilien ud af VM-turneringen.

Foto: Justin Setterfield/AFP/Ritzau Scanpix

Flere vil sukke, at det jo bare er fodbold. Og de vil tage fejl. Fordi det gælder Norge. Det handler om identitet. Om at blive til noget. Om at tilkæmpe sig en plads i historien. Om eksistensberettigelse. Brasilien er verdens største og mest berømte fodboldnation. Historisk og kulturelt findes der ikke et mægtigere dyr at betvinge i fodboldskoven. Hvorfor en sejr er lig en enorm udmærkelse samt en uafviselig ret til selv at være til.

Det forekommer naturligvis underligt. Selvmodsigende ligefrem. Hvorfor skulle Norge ikke føle, de må være til? Norge er Europas rigeste land. Man sidder på en tredjedel af den europæiske fastlandssokkel. Nordsøens olie- og gas har skabt en national børneopsparing på (oliefonden noteret i skrivende stund) 22.586 milliarder norske kroner. Men århundreders fattigdom og dertil sekler af undertrykkelse fra Danmark og Sverige sidder i sindet. Denne fornemmelse er fortsat et kulturelt grundfjeld i en nation, der nok er rig og berømt, men mest af alt ønsker sig anerkendelse.

Og Norge er dertil om noget et land, hvis stræben og identitet bygger på idræt. »Norge blev ikke et frit land gennem krig. Vi blev en selvstændig nation gennem idræt,« som forfatteren Tor Bomann-Larsen har udtrykt det. I sin bog »Den evige sne« fortalte han i sin tid historien om polarforskeren Fridtjof Nansen i 1888, der som den første står på ski over indlandsisen og vender hjem til Norge, som den største helt landet nogensinde har haft. Det var den første præstation, der gav Norge en oplevelse af sig selv som et land, der faktisk betød noget i verden. Det var et gennembrud.

80 procent af alle nordmænd bliver stolte, når nationen gør det godt i international idræt. Hverken økonomi, demokrati, velfærd eller andre områder opnår mere end 20 procent i samme undersøgelse.

At slå Brasilien ved VM i fodbold vil for nordmændene svare til – ja, det ved vi så ikke helt, da det ser ud til, at det i sig selv er det mest mindblowing, der kan ske. Det er, at Norge vinder over Brasilien i 1/8-finalen. Hvorfor alle sammenligninger blegner.

Det helt uforståelige er, at Norge aldrig har tabt til Brasilien. Der kan tælles to uafgjorte og to sejre. Den ene sejr er endda fra sidste gang, Norge var med ved VM, hvor Brasilien i 1998 blev besejret 2-1 i gruppespillet. Hvilket dengang fik nationens store tabloidavis VG til at hive jesu-genkomst bogstavtyperne frem: »Miraklet«.

Men i Norge kan man ikke gå ned på at kræve hævd. Man må aldrig forsømme at stræbe idrætsligt. Uanset antal sejre og OL-guldmedaljer med mere er der tilsyneladende stadig langt til, at sindsroen kan indfinde sig, til eksistensberettigelsen er erobret.

Der er dog en indrømmelse af, at det går den rette vej. For eksempel skriver avisen VG i en optaktsartikel til aftenens kamp: »Tror nytt mirakel er mulig: De var bedre i 1998. Årets Brasil-lag er ikke like sterkt som laget Norge »mirakuløst« slog for 28 år siden. Det mener norske Brasil-eksperter.«

Et nyt heltesagn anes. Måske endnu et under, der udfolder nationalkarakteren i fuldt flor ved med indædt vilje at betvinge de ellers ubetvingelige og triumfere på nationens vegne. Brasilien er ikke så gode mere. Det er noteret, tak. Og det trækker jo ikke nødvendigvis fra at brillere på en billigere baggrund.

Det gode for Norge er, at taber de, taber de alle. De ror sammen, og når de ikke frem, har de tilsyneladende alle haft fat i årene. Norge er en holdsport. Hvilket ironisk nok er et fællestræk i de skandinaviske velfærdsstater. Hvorfor man også som dansker skal være varsom med at være for hovedrystende. Norge er imidlertid bare så meget sport, at de minder visse danskere om, at der er en grænse mellem det nationalistiske og det patriotiske.

Men hvad kan man forvente? Danmark har eksisteret som kongerige i 1000 år, Norge siden 1905. Norge er en ivrig, ung knøs med store drømme og lav selvindsigt.

Efter Paraguay tirsdag slog Tyskland ud af fodbold-VM, erklærede præsident Santiago Peña dagen for national fridag i Paraguay. I fald Brasilien besejres, vil Norges statsminister Jonas Gahr Støre ikke gøre det samme. Han er selvfølgelig blevet spurgt.

I øvrigt …

Jonas Vingegaard fik den gule trøje fra start i Tour de France, da hans hold, Visma, vandt holdløbet.

»Det er den perfekte start. Det er stadig en lang tour, men det er en god start,« udtalte Vingegaard.

Det er første gang siden Paris i 2023, at Vingegaard kan iklæde sig den gule trøje. På en stigning i slutningen af holdløbet var hovedkonkurrenten Tadej Pogacar dog hurtigst, hvorfor sloveneren erobrede bjergtrøjen.