FIFA, det internationale fodboldforbund, har længe været en tvivlsom forening. Det tør vi godt konstatere, nu da der kun forestår finalen i dette medrivende VM. Hvis FIFA engang havde tilknytning til Europa – det kontinent, hvor spillet blev opfundet – har organisationens ledere for længst lært, hvordan man styrer uden om kedelige krav såsom lovlydighed og finansiel gennemsigtighed. Det var i høj grad den brasilianske FIFA-præsident Joao Havelange, der i sin lange regeringstid fra 1974 til 1998 satte korruptionen i system, og hans efterkommer, schweiziske Sepp Blatter, forstod at bygge videre på det lukrative arbejde. De indså begge, at de regerede over et så appellerende spil – VM er verdens mest populære sportsbegivenhed – at kun de færreste orker at gå op i, hvad der egentlig foregår i de mørke lokaler uden for de oplyste stadioner.

AFSPEJLER FIFA resten af kloden, skyldes det, at Blatter forstod værdien af det afstemningssystem, som organisationen bygger på. Her gælder det reglen om én nation, én stemme, hvorfor caribiske Montserrat med 5.000 indbyggere har lige så stor indflydelse som Tyskland med 84 millioner, når der skal stemmes om, hvor VM skal afholdes. Det samme princip har været med til at underminere FN, som ikke længere evner at forvalte klodens universelle menneskerettigheder, fordi autokratiske regimer rotter sig sammen mod demokratierne. Implikationerne er trods alt noget mindre skadelige i regi af FIFA, men det forklarer, hvorfor den lille ørkenstat Qatar, som ingen fodboldtradition havde, blev valgt til at afholde VM i 2022. Emirstyret var bedre end alle andre kandidater i stand til at købe stemmerne fra verdens mange små lande.