Tålmodigt. Spanien er i VM-finalen på en opskrift fra tyrefægterarenaen. Tilbage er nu kun at nedlægge det hidsigste dyr af dem alle.
Sidste stik
Der skulle et tætkittet, traditionsbevidst spansk kollektiv til at stoppe de sublime franskmænd; der skulle et ansigtsløst hold til at bremse en flok vildt eksponerede individualister. At Spanien besejrede Frankrig med komfortable 2-0 i tirsdagens meget imødesete VM-semifinale – og dermed sikrede sig adgang til finalen på søndag mod Argentina – var på én gang lidt forbløffende og meget lidt overraskende.
Forbløffende, fordi franskmændene før startfløjtet i Dallas havde været turneringens største oplevelse. Offensiven med den skabende Michael Olise, førsteudfordreren Ousmane Dembélé, snurretoppene Désiré Doué og Bradley Barcola samt Kylian Mbappé – verdens bedste spiller – har tegnet sig for alle Frankrigs 16 VM-mål og rangerer blandt historiens bedste. Uoverraskende, fordi det er, hvad spanierne gør: tager brodden af modstanderen.



