Privat. Ida Jessens forfatterskab handler om livets store spørgsmål, men selv holder hun gerne kortene ind til kroppen. Når hun skriver, er hun med egne ord »ingen«, men hvad når hun ikke gør?
Jamen Ida, du skal gå videre
»Jeg kaldte med en spag stemme inde fra mit arbejdsværelse til min mand: ‘Niels, det ringer på døren,’ men der var ingen reaktion. Så tænkte jeg – det er nok posten, og han er vant til at se mig i pyjamas. Derfor gik jeg ud, og lige før, jeg trådte hen til hoveddøren, nåede jeg at overveje, om det var en mormon eller Jehovas Vidner, og så fik jeg øje på dig!« Latteren, en bred, lystfuld rumlen, der stiger op fra et sted langt nede i maven og kan ende i falset, eller i en hæs, overgiven eksplosion af grin, vælder op i Ida Jessen, mens hun beskriver sin forbløffelse over, at den aftale, hun mente, vi havde i morgen, i min kalender var denne mandag.
Meget af ugen inden har jeg tilbragt i selskab med Ida Jessen i form af hendes bøger og genlæsning af utallige interviews, heriblandt nogle stykker af mine egne. Det første, vi lavede, fandt sted i 1999, for 23 år siden, hvor hun, som i dag, boede i Sorø. Dengang med mand og en seksårig datter, og jeg blev ført ned i hendes arbejdsværelse, som lå i kælderen, adskilt fra privaten. Hun sagde blandt andet:
Del:
