Drømmetydning. Psykoanalysens far, Sigmund Freud, levede ikke forgæves: Vi er mellem drøm og virkelighed, forstår man øjeblikkeligt i mødet med aktuel Edvard Munch-udstilling om den øjensygdom, der gjorde maleren blind.
Ind i sindets labyrint
I villskapens øye hedder en udstilling på godt norsk på det nye Munch-museum i bunden af Oslofjorden. Udstillingen er blevet til som et dansk-norsk samarbejde mellem to kuratorer og handler om forholdet mellem Edvard Munch (1863-1944) og et par af de mange »ismer« i kunsten, han gennemlevede i sit livsværk; symbolismen, som han havde et udgangspunkt i ved begyndelsen af karrieren, og surrealismen, som senere hen lå nær hans interesser.
»Jeg maler ikke det, jeg ser, men det jeg så,« lyder et af Edvard Munchs kendte bonmots. I museumsshoppen kan man se citatet trykt på stofposer og bogomslag. Og citatet er et vigtigt kunsthistorisk udsagn, fordi det viser, at Edvard Munch interesserede sig for, hvad der foregik inden i ham i lige så høj grad som den virkelighed, der omgav ham. Psykologien spillede en rolle, den analyserende, følende, tænksomme del af selvet skulle med i billedet, og derfor fik verden billeder af melankoli, angst og sygdom, når kunstneren greb penslen og udmalede sindets strukturer, så selv børn kunne forstå eller opleve tilstandene.
Del:
