Før det danske sprog og marked satte sig tungt på musiklivet herhjemme, fandtes en anden type popstjerne i dansk musik. Han/hun blev sidst set i 00erne, det var dengang, man stadig helt naturligt sang på engelsk og jagtede det store internationale gennembrud, mens man underskrev tvivlsomme kontrakter med pladeselskaber og managere, så længe deres visitkort sluttede med de magiske ord »London«, »New York« eller »L.A.«.

På afstand virker det barnagtigt, måske endda som en slags provinsiel selvkolonisering: Alt ville man gøre for blot et øjebliks opmærksomhed fra det mægtige Amerika. Resultatet var danske kunstnere – Tim Christensen, Saybia, Carpark North og mange flere – der stod med et ben i hver lejr og skrev vage engelske tekster, hvis største litterære kvalitet var, at de rimede. Det blev de allerede dengang skoset for, så lad det være, hvad det var.