Den franske stjerneskuespiller Gérard Depardieu er i de seneste år blevet anklaget for voldtægt og seksuel chikane af en række kvinder, og før jul vakte han atter furore med flere grænseoverskridende bemærkninger afsløret af France 2s undersøgende magasin Complément d'enquête.

»Kvinder kan lide at ride, fordi deres klitoris gnider mod sadlen,« sagde Depardieu under optagelserne til en dokumentarfilm i Nordkorea. Og senere denne pudsige oplysning: »Jeg vejer 124 kilo. 126 med erektion.«

I denne uge meddelte den schweiziske public service-station RTS så, at man ikke længere ønsker at vise film med franskmanden på rollelisten. Det bekræfter en talsmand til avisen Le Matin.

RTS betegner den drastiske beslutning som »pragmatisk« og understreger derudover, at sortlistningen af den 75-årige filmlegende, der har medvirket i mere end 200 værker, vil blive genovervejet, efter hvordan »situationen udvikler sig«.

Gérard Depardieu er bandlyst i schweizisk tv. Arkivfoto: Thierry Roge, Scanpix
Gérard Depardieu er bandlyst i schweizisk tv. Arkivfoto: Thierry Roge, Scanpix Thierry Roge/AFP/Ritzau Scanpix

For nuværende er det imidlertid RTS' vurdering, at »størstedelen af kanalens ​​publikum vil føle sig krænket« af at se Depardieu på deres skærme. »Det er en public service-udbyders opgave at følge folkestemningen,« lyder meldingen fra tv-stationen.

Det er ikke første gang, schweiziske RTS træffer en sådan beslutning. I februar rensede man også komikeren Pierre Palmade fra sendefladen, efter at denne i kokainpåvirket tilstand var skyld i en trafikulykke, der sårede tre alvorligt.