I overgrebsmandens indbakke

Denne kommentar udkommer også i Weekendavisens kulturnyhedsbrev 'Ej blot til lyst'. Læs mere og tilmeld Dem her.

For at få adgang til Epstein-filerne på det amerikanske justitsministeriums hjemmeside, skal man bekræfte, at man er 18 år eller ældre. Det er den første påmindelse om, at det er en gusten underverden, man får adgang til. Her er over tre millioner dokumenter om Jeffrey Epstein løbende blevet gjort tilgængelige, siden The Epstein Files Transparency Act blev vedtaget af den amerikanske kongres sidste år. Loven kræver offentliggørelse af alle ikkehemmeligholdte Epstein-relaterede dokumenter, og det fremgår eksplicit, at materialet skal stilles til rådighed i et søgbart og downloadbart format. Således gjort. Siden er rystende enkel. Et søgefelt er det eneste, der møder én, indtil man taster et søgeord, som matches i arkivet.

Sidste fredag blev endnu flere dokumenter frigivet, og denne gang vakte det større opsigt herhjemme end tidligere. En del af forklaringen er utvivlsomt de oplysninger, der peger på en nær relation mellem Norges kronprinsesse Mette-Marit og Jeffrey Epstein. I Norge diskuteres nu kongehusets fremtid. Dokumenterne peger samtidig på, at en række højtstående norske politikere og embedsmænd har haft tæt, i nogle tilfælde særdeles tæt, kontakt med Epstein, som i 2019 blev fundet død i sin fængselscelle, omtrent en måned efter at han var blevet anholdt og sigtet i en sag om prostitution af mindreårige, forhold, han også tidligere var blevet dømt for. Den påfaldende norske overrepræsentation fik blandt andet den norske journalist Hilde Sandvik til at konstatere, at nordmændenes selvbillede som hårdtarbejdende og pietistiske må revideres. Oliepengene i landet har skabt grobund for en nyrig kultur med en anden og ifølge kritikerne mere anløben moral.

Men filerne optager altså også os i Danmark, selvom ingen højtprofilerede danskere på nuværende tidspunkt er blevet »fundet« i det vældige dokumentarkiv. Jeg endte selv med at tilbringe timevis i arkivet forleden. Det, som startede med et ønske om selv at ville se og forstå, hvad der var tale om, greb om sig, da jeg søgte på »Woody Allen« og fik 7.251 resultater. I timevis læste jeg den amerikanske filminstruktørs e-mailudvekslinger med Jeffrey Epstein, der strækker sig over knap et årti frem mod Epsteins arrestation i 2019.

Det må straks siges, at der ikke er dukket noget op, som inkriminerer den amerikanske filminstruktør. Woody Allen har tidligere indrømmet, at han havde en venskabelig relation til Epstein, og det bekræftes i de mange e-mails, de to udvekslede i omtrent et årti frem til Epsteins arrestation. I de e-mails, jeg læste, lægger de middagsplaner og aftaler, hvornår Epstein skal besøge Allen i hans klipperum. Da Dylan Farrow i 2018 igen offentligt anklagede Woody Allen for seksuelt overgreb mod hende som barn, udveksler de to venner nyhedshistorier og opmuntrende ord. Ofte er det Woody Allens hustru Soon-Yi, der svarer på hans vegne. Det er også tilfældet, da Epstein i 2018 ligefrem anstrenger sig for at skaffe 31 undertrøjer og underbukser i størrelse medium i Sea Island-bomuld fra virksomheden Zimmerli til Woody Allens fødselsdag. Udvekslingerne er ikke overdrevent personlige. Ofte svarer Epstein med enstavelsesord, men man må også formode, at han har haft nok at se til som både offentlig person med et gigantisk netværk og altså også lyssky kriminel.

Hvad får man ud af Epstein-filerne? Man får et enestående indblik i, hvordan det lyder, når verdenseliten kommunikerer med hinanden. Og man konfronteres med nogle af de samme spørgsmål om ondskabens natur, som stilles i litteraturen: Kan det virkelig passe, at alle disse mennesker, der omgikkes ham, slet ikke anede uråd? Eller satsede de opportunistisk på, at det hele nok skulle gå? Eller var de, gys, selv implicerede?

Men dokumenternes nærmest groteske tilgængelighed frustrerer mig også – nogen har endda sat alle e-mailene op i et endnu mere brugervenligt format, der ligner enhver anden Gmail-indbakke. Det er vulgært, at vi nu kan sidde derhjemme og søge i det ofte modbydeligt inkriminerende bevismateriale, når faktum er, at godt halvdelen af de anslået seks millioner dokumenter endnu er tilbageholdt. Det amerikanske justitsministerium har udtalt, at de på nuværende tidspunkt har overholdt deres forpligtelse, og at offentligheden ikke skal forvente adgang til mere materiale. Det er uklart, hvordan det er blevet besluttet, hvad verden skulle have adgang til. Hvad der står klart, er, at der lige nu sidder en lang række mennesker rundtom i verden, måske også i Norden, og ånder lettet op, fordi deres navn ikke var blandt dem, der blev lækket i denne omgang, og som håber på at slippe for at blive stillet til ansvar for alt fra dårlig dømmekraft til decideret kriminalitet. En sag som denne er med til at svække tilliden til magteliten og styrke konspirationsteorier, og jeg tror ikke, vi må undervurdere, hvor skadeligt det er, at intet tyder på, at vi kommer til bunds i denne sag.

Men det værste ved at sidde og grave i Epstein-arkivet er, at det på ingen måde giver Epsteins ofre oprejsning. Mens sagen bekræfter middelklassen i, at overklassen er moralsk anløben, er Epsteins ofre, som ofte kom fra ressourcesvage familier og blev groomet med løfter om formuer og omsorg, endnu en gang endt som navnløse ofre i et horrorshow for masserne uden udsigt til større retfærdighed.