Denne kommentar udkommer også i Weekendavisens kulturnyhedsbrev Ej blot til lyst. Læs mere og tilmeld Dem her.

Da jeg sidste fredag så nyheden om, at den engelske skuespiller Maggie Smith var død i en alder af 89, var noget af det første, jeg gjorde, at sætte filmen My House in Umbria fra 2003 på. Her spiller Smith en excentrisk engelsk romanceforfatter, som bor i Italien og udsættes for et terrorangreb i et tog, hvorefter hun indkvarterer de øvrige overlevende i sit store hus. Filmen hører helt klart ikke til blandt hendes bedste, men en scene gjorde alligevel indtryk: En nat kan en af de logerende, en pensioneret engelsk general, ikke sove, så han går ned i køkkenet, åbner køleskabet og hiver en tallerken med ost ud, som han sætter sig ved køkkenbordet og spiser af i stilhed.

Det slog mig, at sådan ville det sandsynligvis ikke være foregået i dag, hvor de fleste af os mere eller mindre konstant befinder os i selskab med vores telefoner. Alligevel taler vi overraskende lidt om, hvad denne kommunikationsrevolution, som ganske præcist kan dateres til 2007, hvor Steve Jobs lancerede sin iPhone, egentlig gør ved måden vi gebærder os i verden.

Modtag Weekendavisens kulturnyhedsbrev

Kom med ind på kulturredaktørens kontor, når Kathrine Tschemerinsky giver perspektiv på ugens vigtigste kulturhistorier.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen ugentligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

At internettet gør ting ved os, blev yderligere understreget denne uge, da den skandaleramte plagiatrice Katherine Diez temmelig overraskende udgav en bog om sit liv og sin version af »historien«, som har til hensigt at genoprette hendes ry og samtidig forsyne hende med en kapitalindsprøjtning. Det, som er interessant ved Katherine Diez, er ikke, hvad hun har at sige. Men måden hun fra dag et, da hun dukkede op som farverigt indslag på Instagram, har sagt det på. Der har altid eksisteret fiduskunstnere, men det, som kendetegner vor tids fiduskunstnere er, at de mestrer sociale medier bedre end de fleste. Og så forstår de, at internettets stærkeste valuta er vores opmærksomhed, hvilket Katherine Diez denne uge beviste endnu en gang. For selvom hendes forsvarsskrift udkom på papir, så var intentionen at skabe reaktioner på internettet. Og det virkede.

»Det, som er interessant ved Katherine Diez, er ikke, hvad hun har at sige. Men måden hun fra dag et, da hun dukkede op som farverigt indslag på Instagram, har sagt det på,« skriver Kathrine Tschemerinsky. Arkivfoto: Hannah Aurora Almstrup, Scanpix
»Det, som er interessant ved Katherine Diez, er ikke, hvad hun har at sige. Men måden hun fra dag et, da hun dukkede op som farverigt indslag på Instagram, har sagt det på,« skriver Kathrine Tschemerinsky. Arkivfoto: Hannah Aurora Almstrup, Scanpix

Samtidig brugte vi også ugen på at tale om krigen mellem Israel og Hamas, Hizbollah og nu også Iran. På mandag er det et år siden, at Hamas gik til angreb i det sydlige Israel og satte gang i en krig på flere fronter, som langtfra er slut. Men krigen det forgangne år har ikke kun udspillet sig i Mellemøsten; den har også udspillet sig på internettet. For krige nu om dage handler ikke kun om sejre på slagmarken; de handler i højeste grad også om at forme den offentlige bevidsthed, og i modsætning til tidligere tider, hvor vores virkelighedsopfattelse blev præget af statsstyrede monopolmedier, så får rigtig mange af os vores oplysninger fra vidt forskellige kilder på internettet, og ganske ofte får vi disse oplysninger i det øjeblik, tingene sker. Mens jeg sad og så filmen med Maggie Smith, så jeg pludselig på min telefon, at israelerne havde angrebet en boligblok i Beirut; et angreb, som viste sig at være målrettet Hizbollahs leder Nasrallah, som altså mistede livet i samme forbindelse. Og så gik resten af aftenen med det.

Det nytter ikke at være nostalgisk og længes tilbage til tiden før internettet, hvor man sad og spiste ost i stilhed. Men det, som vi bliver nødt til at tage alvorligt, er, at internettet gør ting ved os. Derfor bliver vi nødt til at mestre teknologien lige så godt som fiduskunstnerne og internetkrigerne. Alternativet er nemlig at leve i en verden, der er formuleret af dem.