Hvor blev det underlige af?

Jeg tror, det startede under coronanedlukningen. Jeg fulgte alle regler om isolation og bobler og karantæner, samtidig med at min koncentrationsevne var flakkende, bekymringen for min gamle, storrygende far var altid lige under overfladen, så jeg havde svært ved at læse, i det hele taget svært ved at samle mig om noget, der krævede, at jeg tænkte mig om. Tilbage var altså fjernsyn, og helst den slags fjernsyn, der ikke stiller for mange krav til sin seer.

Jeg fik den tanke – blandt andet ansporet af, at min daværende kæreste insisterede på et abonnement på Disney+ – at jeg kunne indhente nogle af de serier, som havde optaget mig i min barndom, men som jeg aldrig rigtig havde set. Det var eftermiddagsserier og søndagsserier, som jeg havde fanget et halvt afsnit af her og der mellem skole og atletiktræning, mellem morgenmad og ture i skoven.

Første serie var Buffy the Vampire Slayer, som – hvis De ikke er bekendt med denne perle – handler om teenageren Buffy, der er udvalgt til at bekæmpe vampyrer og andre monstre på sin high school.

Nu har jeg privat anbefalet Buffy the Vampire Slayer i et par år (til alle og enhver, fuldkommen forgæves), men lad mig bare gøre det professionelt også: Det er ekstremt godt fjernsyn. Sarah Michelle Gellar evner både attitude og komik, og ideen om at forvandle teenagelivets spøgelser, monstre og ukendte forhindringer til virkelige spøgelser, monstre og ukendte forhindringer er simpelthen virkelig godt tænkt, fordi for den, der gennemlever det, er der jo noget grundlæggende overnaturligt ved teenagelivet. For eksempel viser varulven sig at være en virkelig god metafor for at gå ind i puberteten.

Særligt sidstnævnte greb med at forvandle virkeligheden for at portrættere den mere overbevisende har jeg udviklet et næsten længselsfuldt forhold til. Hvor blev det af? Senest har jeg genopdaget det i tv-serien Ally McBeal, fordi jeg tilfældigvis igen er henvist til Disney+ af en kæreste (ak, hvor definerende er ens streamingabonnementer ikke for ens virkelighed?). Den i øvrigt ret konventionelle komedieserie om et advokatfirma i Boston er fyldt med underlige gimmicks som forvoksede hoveder, dansende spøgelsesbabyer og uhyggelige tvillinger.

Jeg kunne også nævne andre eksempler: X-Files, hvor klassisk krimi møder rumvæsener i en pirrende pærevælling, Being John Malkovich, hvis hele præmis er, at talrige personer har lyst til og kan få lov til at være på indersiden af virkelighedens John Malkovich, og endelig – hvis vi lige skifter medium – Infinite Jest, den underlige murstensroman af David Foster Wallace om et globalt opmærksomhedstyveri.

I en dansk kontekst er eksemplerne færre og mestendels glemte, men de er der ikke desto mindre: Riget (selvfølgelig), den mindre kendte TV 2-satsning Hotellet, »dokumentar«-serien Åndernes magt (muligvis det mest skræmmende fjernsyn, der nogensinde er produceret på dansk jord) og vel egentlig også på sin helt egen måde bandet Aqua.

Ved første øjekast har disse eksempler nok ikke meget til fælles, og ved næste øjekast har de det måske stadig ikke – og det er sandt, deres fællesmængde er beskeden – men fælles er alligevel en åbenhed for det underlige, det overnaturlige, det popfreudianske og det overtænkte.

I dag er det næsten utænkeligt, at store tv-satsninger og brede kulturprodukter skulle omfavne det underlige med samme selvfølgelighed, medmindre der selvfølgelig var tale om et remake. Tænder jeg for mit flow-tv i dag, er det ultrarealisme eller fantasy, jeg tænder for. Der er ikke noget midtimellem, ingen krydsbestøvninger.

Måske er det også okay, det er som bekendt sjældent nyttigt at længes mod fortiden.

Men alligevel. Lever vi egentlig ikke i ret underlige tider, der kalder på ret underlig kunst? Eller er det måske netop derfor, at vores nerver ikke kan holde til mere? Er de for flossede?

Jeg ved det ikke. Men hvis der sidder nogen derude og pønser på en ungdomsserie med hekse, nisser, tidsrejsende, robotter eller noget helt femte, så glæder jeg mig allerede.