Kommentar. Børn har brug for at lære at bemestre deres følelser, ikke få at vide, at de er summen af dem.
Disneyficering

Giver Inderst Inde os en disneyficeret udgave af følelseslivet? Foto: Disney.
Skal man tro Disney, er mennesket et væsen opfyldt af lutter følelser. Inde bag kraniet findes der et hold uregerlige emotioner, som indbyrdes konkurrerer om at have adgang til kontrolpulten og i sidste ende lægge hånd på styrepinden. Hos Disney-mennesket er der med andre ord ikke rigtig nogen hjemme. Her er ingen vilje, ingen refleksion og ikke skyggen af tankevirksomhed. Bare erindringer og følelser og et par vagt formulerede grundværdier, som tilsammen bygger personens selvforståelse – det, vi må forstå er et »jeg«.
Det er selvfølgelig filmen Inderst inde 2, jeg refererer til, den nye Pixar-produktion, som følger monstersuccesen Inderst inde fra 2015 og ligeledes må formodes at blive et hit blandt børn og deres forældre. Ligesom i etteren følger vi pigen Riley og skal forstå hendes navigeren i verden gennem et kig indenfor i »hovedkvarteret«, hvor følelserne altså hersker. Denne gang er udfordringen ikke en simpel flytning fra Minnesota til San Francisco, men – gys – selve puberteten!
Del: