Hvem er vi i listeform?

Denne kommentar udkommer også i Weekendavisens kulturnyhedsbrev 'Ej blot til lyst'. Læs mere og tilmeld Dem her.

Når Danmarks nye kulturminister, Zenia Stampe, sætter sig til rette i Kulturministeriet, kan hun med fordel læse sig ind på henholdsvis Danmarks, Sveriges og Norges vidt forskellige tilgange til implementeringen af en national kulturkanon. I danske ører forekommer konceptet næsten barokt, eftersom det er hele 20 år siden, vores egen af slagsen blev lanceret af daværende kulturminister Brian Mikkelsen.

Den danske kulturkanon indeholder 108 kunstværker inden for kategorierne arkitektur, billedkunst, litteratur, film, design og kunsthåndværk, scenekunst og musik, som ifølge Kulturministeriets kanonudvalg betragtes som uomgængelige værker i dansk kulturarv.

Sverige fik til gengæld først sin egen kanon sidste år. I modsætning til den danske indeholder svenskernes også eksempler på opfindelser, jura, religion og økonomi. Deres kulturbegreb fremstår derfor mere elastisk, og måske også mere tidssvarende.

Lanceringen af den svenske kanon førte naturligvis til en del polemik. Ikke mindst fordi den svenske regerings erklærede formål var at fremme den nationale sammenhængskraft. Til sammenligning blev Brian Mikkelsen i sin tid kritiseret for at politisere Kulturkanonen ved blandt andet på De Konservatives landsmøde at udtale: »Kulturel oprustning er den bedste medicin mod åndelig formørkelse.«

Måske er det den slags udtalelser, der helt har vaccineret nordmændene mod at kondensere norsk kultur til listeform. I hvert fald afviste Stortinget i marts partiet Høyres forslag om en norsk kulturkanon. Ud over Høyre var det kun Kristelig Folkeparti, der bakkede op om forslaget.

Afvisningen skete af flere grunde. Kulturen skal være fri og ikke opdragende. En anden begrundelse var, at en kulturkanon er en elitær instrumentalisering af kulturen, som virker afskrækkende frem for inkluderende. Endelig afviste partierne forslaget med den begrundelse, at kulturarven er i konstant udvikling, mens en liste pr. definition er statisk.

At debatten stadig vækker stærke holdninger i Norge, blev jeg mindet om, da jeg i sidste uge deltog i filosofi- og videnskabsfestivalen Wonderful World i Stavanger. Her fik jeg mulighed for at diskutere kanontanken med et norsk panel, og det var tankevækkende, at vi danskere i den norske kontekst blev fremstillet som autoritært anlagte på grund af vores 20 år gamle kanon.

Det samme skete i øvrigt, da jeg sidste år deltog i debatter i henholdsvis Oslo og Stockholm og til min store overraskelse opdagede, at vores naboer virkelig ikke bryder sig om begrebet »oprustning«. De vil langt hellere tale om »beredskab« og er, forekommer det mig, også betydeligt mere avancerede på det område.

Alligevel rejste jeg hjem med fornemmelsen af, at vi i Danmark havde fat i den lange ende, da vi for to årtier siden gav os i kast med at sætte vores kultur på listeform. En kulturkanon er politisk, men i modsætning til Moselovene er den ikke hugget i sten. Den fungerer som en vejviser for folk udefra, der ønsker at finde vej ind i vores fællesskab – uanset om der er tale om migranter eller klasserejsende. Det bedste ved en kanon er, at man kan protestere imod den og komme med forslag til alternativer. Den er et oplæg til debat.

I samme forbindelse slog det mig, at det ofte er veluddannede mennesker, der protesterer mest højlydt mod konceptet. Det er paradoksalt, eftersom det sandsynligvis også er dem, der har mindst brug for det. Derfor undrer det mig også, at det norske storting i så udbredt grad tog afstand fra forslaget. Måske ville partierne ikke bryde sig om den kanon, som et udvalg nedsat af Høyre ville udarbejde. Men i stedet for helt at afvise ideen kunne man jo komme med sine egne forslag til, hvad en sådan kanon skulle indeholde.

Og det bringer mig til Zenia Stampe, der forleden overtog stafetten fra den uhyre vellidte og respekterede Jakob Engel-Schmidt. Der er masser af ting, den nye kulturminister kan kaste sig over, men først og fremmest håber jeg, at hun tør give sig i kast med de vanskelige og voldsomme debatter om, hvem vi er. Og til det er initiativer som kanonlister om national kultur eller åndelig oprustning glimrende benspænd.