En dansk samtidshistorie er i gang med at blive fortalt, og den er ikke lige så storslået, som vi havde håbet på. Der er ingen svale bøgeskove, ej heller vejbodstillid eller højskolesang. Faktisk formår ingen af hovedpersonerne at registrere andet end deres absolutte næromgivelser, så det handler mest om skænderier i lokale Facebook-grupper, generalforsamlinger, der ikke kan kaldes til orden, småtrusler, let sabotage og uforsonlige blikke hen over hækken. 

Jeg taler selvfølgelig om den række af tv-dokumentarer, vi har fået i kølvandet på mesterværket Balladen om kolonihaven, hvis første sæson kom i 2023. De har alle det tilfælles, at de med hjælp fra farverige fiktionsvirkemidler formår at blæse meget lokale konflikter op på den nationale tv-skærm, og resultatet er et frydefuldt underholdende format, der nok er manipulerende, men alligevel rammer så hårdt og præcist, at jeg ikke tøver med at udnævne det til årtiets nyskabelse inden for dansk fjernsyn.