Hvorfor i alverden dukker Mette Frederiksen op i andet afsnit af den nye anden sæson af sidste års store publikumssucces og hermed udnævnte nyklassiker Balladen om kolonihaven? Årsagerne er sikkert mange: Haveforeningen Jørgen Bertelsens Minde ligger nordøst for Aalborg og hører altså til hendes valgkreds. Og kolonihaverne er eller var i hvert fald socialdemokratisk kerneland. Men lad andre om den politiske analyse. Her skal vi blot konstatere, at netop denne gæsteoptræden passer perfekt ind i den så besynderlige virkelighedskontrakt, der ligger til grund for dette folkekomediekære og mildt alarmerende portræt af Foreningsdanmark.

Balladen om kolonihaven er i bund og grund en dokumentar forstået på den måde, at grundkonflikten – den, der nok lokkede et kamerahold til egnen til at begynde med – var en virkelig konflikt: De unge ønskede høje hække, biodiversitet og privatliv, hvorimod den gamle garde ønskede lave hække, striks havepleje og kolde Tuborg i fælleshuset. Og de personager, vi blev introduceret for – ægteparret Fjolle-Kjeld og Susanne, den vordende qigong-instruktør Anamariia Joulié og selvfølgelig Finn, der på mere eller mindre brutal vis kuppede sig til formandsposten – var rigtige mennesker af kød og blod. Men i løbet af første sæson var det også, som om seriens nærmest overlæssede brug af fiktionsvirkemidler fik sit eget liv: Først og fremmest var der Niels Hausgaard-fortælleren, der hele tiden gav sit besyv med i form af voldsom ukonkret og sladrevorn landsbysnak. Og så var der de tilbagevendende lydbidder fra beboernes radioer, der med ført hånd fik os til at se intrigerne i kolonihaven som en slags mikrokosmos af de større landspolitiske slåskampe.