Anmeldelse. Slaget om Tisvilde er en fin og kulørt dokumentar om festivaler, soundboksklassekamp og journalistik.

Den rigtige tisvildeånd

Når man i et koordinatsystem har tre punkter, kan man tegne en streg. Og ud fra den logik kan man sige, at mens vi inden for de sidste par år har fået Balladen om kolonihaven og Naboen fra helvede, så bekræfter Slaget om Tisvilde, der netop har fået premiere, at en ny form for dokumentar har set dagens lys: meget lokale historier, der ompakkes med brug af forskellige lettere tivoliserende fiktionsvirkemidler og blæses ud til hele nationen.

Denne gang sættes der så fokus på Tisvilde, hvor indbyggerne på hver sin måde elsker deres historierige lille kystflække, men til gengæld hader hinanden. For i løbet af de sidste 15 år har festivalen Musik i Lejet vokset sig større og større på den i øvrigt hjernedødt store parkeringsplads i udkanten af byen, og nu er det nok, mener det bedre borgerskab, mens resten ikke kan se problemet. En kile er, som det bliver sagt på et tidspunkt, blevet drevet ind mellem byens borgere, der er holdt op med at hilse på hinanden nede på hovedgaden, og det bøvl formår denne på samme tid legesyge og alvorlige dokumentar at portrættere virkelig fint. I hvert fald i de tre ud af seriens i alt fire afsnit, som har været gjort tilgængelige for pressen.

Andre læser også