Hvem beskytter rigets arkivalier?

Denne kommentar udkommer også i Weekendavisens kulturnyhedsbrev 'Ej blot til lyst'. Læs mere og tilmeld Dem her.

Hvad vil den nye oprustningsivrige regering gøre for at beskytte rigets arkivalier?

Spørgsmålet forekommer presserende, efter at en bunke uerstattelige og tyvstjålne dokumenter om danskere i nazistisk krigstjeneste denne uge var lige ved at blive solgt på en tysk auktion.

At det ikke skete, kan vi takke den årvågne forfatter og tidligere politimand Martin Q. Magnussen for. Efter et tip rejste han sammen med Weekendavisens journalist Poul Pilgaard Johnsen til Düsseldorf, hvor han, efter at have beset dokumenterne, adviserede auktionshuset og det lokale politi.

Dokumenterne stammer efter al sandsynlighed fra tyveriet i Rigsarkivet, som fandt sted i perioden februar 2009 til oktober 2012. Året efter blev de to anklagede, Kim Dorph Vinther og Henrik Irdan, idømt fængsel i henholdsvis to år og et år og ni måneder for at have stjålet ikke under 1.045 arkivalier, der af domstolen blev betegnet som »unik og uerstattelig kulturarv«.

Tyvene påstod i forbindelse med retssagen, at de udelukkende stjal dokumenterne af egen interesse, men politiet fandt i flere tilfælde bevis på, at dokumenter var blevet videresolgt til andre samlere.

Nu spørger De måske, hvem der dog har lyst til at samle på gamle naziarkivalier? Men den slags dokumenter viser sig at være i høj kurs. Det gælder i særdeleshed de danske dokumenter, eftersom der kun var 6.000 danskere, som gik i tysk krigstjeneste, hvilket gør dem særligt værdifulde. En anden mulig forklaring på tyveriet er, at gerningsmændene hjalp folk, som ønskede, at bestemte sager skulle forsvinde fra arkivet for altid.

Tilbage i 2012 fandt politiet, hvad der svarer til to hyldemeter dokumenter i tyvenes hjem, men det anslås, at der stadig er tusindvis af stjålne dokumenter i omløb. Og det er altså nogle af dem, der denne uge skulle have været solgt på auktion i Düsseldorf.

Hvem sælger er, kunne hverken auktionshuset eller politiet oplyse om. Men som museumsinspektør Dennis Larsen, der er leder af Frøslevlejren under Nationalmuseet, fortalte til Pilgaard Johnsen tidligere på ugen, så er det også langt vigtigere, at der bliver gjort noget aktivt for, at de stjålne dokumenter, som stadig cirkulerer illegalt, vender hjem til Rigsarkivet.

Helt konkret foreslår Larsen, at man iværksætter en frit lejde-aktion, hvor folk uden at risikere efterforskning og straf kan aflevere dokumenter tilbage til Rigsarkivet. Samtidig mener han, at arkivalierne skal gøres værdiløse ved at gøre det alment kendt, at de er stjålne.

Jeg bifalder denne ekstraordinære redningsaktion. For som Larsen i samme forbindelse bemærkede, så er der tale om uvurderlig viden om dansk kultur og historie, også selvom der i dette tilfælde er ganske ubehagelig viden om vores fortid. Men det skal et rigsarkiv naturligvis også rumme. Af samme grund var tyveriet en katastrofe, og ikke kun for Rigsarkivet, men for os alle sammen: Det efterlod vores kollektive erindring mere grumset.

Rigsarkivet har i en redegørelse til kulturministeren tidligere erklæret, at man ville monitorere auktionsmarkedet for at få de stjålne dokumenter tilbage, så hvad gik galt denne gang? Hvorfor måtte en borger tage sagen i egen hånd? Måske skyldes det en enkeltstående fejl. Svært er det utvivlsomt at holde styr på alverdens auktioner. Men sagen rejser grundlæggende spørgsmål om Rigsarkivets evne til at udføre sin opgave i fremtiden.

Sidste år blev institutionen pålagt at spare 7,5 millioner kroner frem mod 2030, og i lyset af det er det hverken urimeligt at bekymre sig om arkivets ressourcer eller om, hvorvidt staten reelt prioriterer beskyttelsen af den kulturarv, den ellers hævder at værne om.