Trosretning. Jeg meldte mig ud af folkekirken for 20 år siden. Så hvorfor sidder jeg nu i sognehuset og synger »Alle gode gaver«?
Hjem til Jesus
Det er en guddommeligt smuk søndag i september. En strålende solskinsdag, hvor man kunne have spist vafler på terrassen eller set Miyazaki-film på taget af Cinemateket. I stedet sidder jeg her – i sognehuset, i søndagstøj.
Børnefamilier og ældre mennesker myldrer ind i det højloftede rum. Vi har været til gudstjeneste i kirken ved siden af, om lidt er der frokost og bagefter en velgørenhedsauktion, hvor vi skal byde på hinandens medbragte høst fra haven. På et bord midt i rummet er det hele stillet frem: hjemmelavet hybenmarmelade, sensommerbuketter, nybagte æblekager. Jeg skeler nervøst til min egen kurv med grønbrune pærer, som jeg plukkede i al hast fra det halvrådne træ bagerst i haven. Jeg er ikke sikker på, at de er helt modne.
Da alle har sat sig, folder vi hænderne. »Alle gode gaver/ de kommer ovenned,« synger vi. »Så tak da Gud, ja, pris dog Gud, for al hans kærlighed.«
I 20 år har jeg ikke været medlem af folkekirken. Jeg er en woman of science, en ærkerationalist. For ti år siden havde jeg forsvoret, at jeg skulle bruge min søndag på at synge bordvers, men her sidder vi så.
DET ER IKKE FØRSTE GANG, jeg folder hænderne til »Alle gode gaver«. I den lille by i Vendsyssel, hvor jeg er vokset op, var folkekirken en både umærkelig og betydelig del af min hverdag. Min farfar var byens præst, og en stor del af min barndom tilbragte jeg i præstegården, hvor jeg forsøgte at spille »Für Elise« på klaveret i konfirmandstuen og læste graphic novels om Jesus. Når lærerne på skolen så mit efternavn, lyste de op: »Du må være pastor Cronwalds barnebarn?«
Da jeg var syv, startede jeg til FDF, en slags folkekirkelig spejderklub for de børn, der ikke duede til noget på fodboldbanen eller i håndboldhallen. Vi byggede tårne af rafter, lavede pandekager over bål og tog på sommerlejre med aftenandagt og firsersalmer om lejrbålet. Mine forældre var ikke kirkemennesker, men ligesom alle de andre i min klasse var jeg døbt, gik til præst og blev konfirmeret.
Troende blev jeg aldrig. Jeg kunne godt lide at lytte til bibelhistorierne, men ideen om, at det skulle være andet end gode fortællinger – at Bibelens Gud skulle have nogen forbindelse til eller magt over den virkelighed, jeg levede i – prellede af på mig.
SOM 17-ÅRIG FIK JEG en kæreste, som havde sine egne brogede erfaringer med kristendommen. Han var vokset op i udkanten af et indremissionsk miljø, hvor religionen havde en anden tyngde, og kirken en mere formanende rolle. Vi var begge i gang med at finde ud af, hvem vi var, men temmelig sikre på, at kristendommen ikke var en del af det. Så en dag printede vi to blanketter til udmeldelse af folkekirken og skrev under.
Det var knap nok et oprør, snarere en nøgtern konstatering af, at jeg grundlæggende var et ikkereligiøst væsen, og at kirken ikke var et sted, der havde noget med mig at gøre.
Jeg har altid vægret mig lidt ved ordet ateist, agnostiker er måske bedre, men mest af alt er jeg nok gennemført uspirituel. Mit forhold til kristendommen er ikke ulig mit forhold til den astrologi, mange af mine millennialveninder dyrker. Jeg kan på en måde godt se fidusen; det er sjovt at kategorisere og analysere sig selv og andre, og astrologien giver en yderst fleksibel ramme at gøre det i. Men præmisserne er så åbenlyst selvopfundne og arbitrære, at jeg ikke kan finde nogen mening i det.
Omtrent samtidig med, at min kæreste og jeg meldte os ud af folkekirken, flyttede vi til København. Da vi ti år senere blev gift, skete det på rådhuset, vores børn er ikke døbt, og jeg har aldrig været fristet af babysalmesang eller spaghettigudstjenester. Men som Michael Corleone siger i Godfather III, »Just when I thought I was out, they pull me back in«.
DET HELE STARTEDE for tre år siden. Nogle år tidligere var vi flyttet til Brønshøj i udkanten af København, og egentlig havde vi skrevet vores datter på ventelisten til Bellahøj-21st Barking, bydelens traditionsrige spejdertrup. Men i 0. klasse, inden hun var gammel nok til at starte, begyndte en flok af hendes veninder til FDF. Måtte hun ikke nok få lov at være med, bad hun. Vi trak på skuldrene, købte en lyseblå forbundsskjorte og sendte hende afsted. En uge eller to senere, på vej hjem fra det ugentlige puslingemøde i sognehuset, fortalte hun mig, at hun troede på Gud.
FDF var kun begyndelsen. Hun er også startet til kirkemus, hvor hun hver mandag sammen med andre 3. klasse-elever lytter til bibelhistorier og laver kristent inspirerede kreaprojekter, og hver onsdag går hun til kirkekor. Det er sådan, vi er endt her i sognehuset denne søndag i september: Pigerne skulle synge efterårssalmer til høstgudstjenesten i kirken, og nu sidder vi og venter på, at høstauktionen går i gang.
Min datter er med til at vise bidragene frem. »80 kroner,« råber jeg, mens hun holder et glas med hybenmarmelade op. En anden byder over; det går for 130. Jeg byder på buketter og pyntegræskar uden held; til sidst lykkes det mig at få fingrene i et stykke af en kæmpe hindbærsnitte fra det lokale Kirstens Konditori.
MIT FORHOLD TIL GUD har ikke ændret sig, og jeg føler mig stadig fremmed i kirken. Men måske er det alligevel en slags omvendelseshistorie. Efter at være flyttet 400 kilometer væk fra mit ophav er jeg tilsyneladende i gang med at vende hjem til det lokale fællesskab, som engang virkede så provinsielt.
Hvor jeg rejste fra Nordjylland til København, tog min farfar turen den modsatte vej. Inden han flyttede til Nordjylland og mødte min farmor, voksede han op i Brønshøj, ikke langt fra den villavej, jeg bor på nu, og for 80 år siden gik han også til FDF. Jeg er ikke nostalgisk anlagt. Men jeg kan godt lide tanken om, at en del af mine børns barndom ikke er så forskellig fra min egen – eller min farfars. At den barndom, de får, ikke kun foregår i en flydende digital verden, men også på et konkret geografisk sted. Et sted med sommerfester i præstens have og juletræstænding på torvet.
Hvor længe kan man køre på frihjul på andres kirkeskat? Jeg overvejer, om det er på tide at skrive til kirkekontoret og bede om en indmeldelsesblanket. I mellemtiden har jeg skrevet min fireårige søn op til Bellahøj-21st Barking; måske er der stadig håb for ham.
Del:
