Klubben. Tre, to, en, smil! Dansk hiphop har brugt en måned på at fejre 40-års fødselsdag, men ikke alle ville være med på klassefotoet.
Hiphop eller ej
Som få andre genrer forstår hiphop at fejre sig selv. I 2023 var det 50-året for DJ Kool Herc og hans søster Cindy Campbells stærkt mytologiserede Bronx-fest i 1973, der optog spalteplads, for her sagde man, at hiphoppen som sådan blev født. Den fejring blev paradoksalt nok ledsaget af et uvant sløjt år for rap på den amerikanske hitliste, hvor country satte dagsordenen, mens hiphopperne var optaget af at holde skåltaler.
Med flair for kulturel forsinkelse er turen i år kommet til dansk hiphop, som den seneste måned har fejret 40-års fødselsdag i København. Først med en stor udstilling på Spor10 i Jernbanebyen, så med en fem timer lang koncert i Forum – fra de første rappere i 80erne til de største i dag, det var i hvert fald planen – og siden med den kulturhistoriske hiphopfestival AmarGetON! på Amager, hvor to ihærdige bibliotekarer (tatoverede og kasketklædt, naturligvis) arrangerede panelsamtaler om breakdance og hiphopmiraklet i aalborgensiske Gug, bustur til historiske hiphoplokaliteter med et væld af gæstestjerner og et yderst sjældent liveinterview med Nik & Jay.
Del:



