Af og til, når jeg er på landet i et hus, der ligger på en pløjemark uden nære naboer, kan jeg gribe mig selv i at overveje, om jeg egentlig er død, fordi der er så stille.

Stilhed er en sjælden luksus, og det er en ren tilståelsessag, at jeg synes, verden larmer. Af en eller anden grund har vejarbejde og metrobyggeri været en fast følgesvend på skiftende adresser de sidste mange år i København. Asfalt er skåret op i kilometermål, fræsende, hvinende maskiner har raset i gaderne. Piloteringer og parkerede dieseltog har sat lejligheden i svingninger. Alle bakkende lastbiler bipper højlydt, mens deres orange lygter kaster gullige skygger ind gennem vinduerne, stilladser bankes op og befolkes af mennesker, der hører høj musik fra morgenkvisten, så det runger gennem stålrørene. Ind imellem er der de almindelige udrykninger, der med større og mindre intensitet befolker døgnet.