Helt i egen ret

20-årige Rasmus Højlund har spillet fire A-landskampe og scoret fem mål. Helt vilde tal og en enestående begyndelse på det, der ligner en stor karriere i rødt og hvidt.

Hans internationale gennembrud indtraf i østrigske Sturm Graz sidste forår, hvorefter han blev solgt til sin nuværende klub, italienske Atalanta. Det er således kun 15 måneder siden, han blev vejet og fundet for let af FC København, hvortil han var kommet som 15-årig fra Brøndby.

En disposition, der har moret mange på det seneste, selvom historien siger mere om Højlunds meteoriske udvikling end om københavnerklubbens dømmekraft. Så travlt har den unge mand haft, at han end ikke har nået at spille en rolle på ungdomslandsholdene, dansk fodbolds normale indslusning.

Men den befippelse, Højlund har hensat os i, er ikke alene resultatet af hans 12 mål i Graz, otte for Atalanta og fem på landsholdet fordelt på godt et år eller 50 kampe. Det er også hans tilstedeværelse, hans nærvær og håndgribelige synlighed på banen. Hans effektivitet og meget konkrete spil.

Højlund har hele tiden modstanderens straffesparksfelt som sit mål. Han skal bare derind. Nu. Og score. Når han får bolden, søger han instinktivt mod mål, og når han ikke får bolden, søger han en placering, der gør ham farlig for modstanderne. Han vil selv, kan selv.

Der er blevet skrevet og sagt meget om Højlunds imponerende fysik. Han har allerede fået kælenavnet »Haaland Light« efter en af verdens bedste angribere, Manchester Citys og Norges 22-årige Erling Braut Haaland, der måler 195 centimeter og vejer 88 kilo.

Men Højlund er ikke nær så stor. Han er ikke meget større end landsholdskollegerne Andreas Skov Olsen, Kasper Dolberg, Marcus Ingvartsen og Jonas Wind – og han er beviseligt mindre end både Andreas Cornelius og Yussuf Poulsen. Men Højlund virker større og stærkere, fordi han er klogere og gør det rigtige, hver gang han er i aktion.

IKKE MINDST I EN dansk sammenhæng virker en manifestation som Højlunds chokerende. Vi er ikke vant til den slags. Den karakter og rygende individualitet er os fremmed. At han bare står frem og gør tingene færdigt. Det er ikke sådan nogle fodboldspillere, vi plejer at frembringe her i landet.

Kan De huske de drilske prik til prik-tegninger fra barndommens Anders And-blade? En myriade af punkter, undertiden nummererede, der skulle forbindes af en blyantstreg, før de til sidst dannede et motiv. Jeg kan stadig genkalde det berusende heureka-øjeblik, når blyanten forbinder de to sidste punkter: Så er den der, isbjørnen eller brandbilen!

Sådan fungerer i store træk også en fodboldpræstation. Det gælder for rollingerne, der spiller fem mod fem, og det gælder for de internationale topmandskaber befolket af fashionable, urørlige mangemillionærer. Deres job er kort og godt at være – og forbinde – punkterne.

I begyndelsen er der ingenting. Et hvidt papir, en mennesketom græsplæne. Så stiller man sig op i punktform; du har højrebacken, og så tager jeg målmandsposten. Med afleveringer forbindes medspillerne, men der er forhindringer, som gør det noget mere bøvlet end den, indrømmet, ret enkle prik til prik-tegning.

For det første er der modstanderne, 11 andre små prikker, som også vil have fingre i blyanten for at tegne deres motiv. Og for det andet er ingen af prikkerne stillestående, alle bevæger sig: målmanden mindst, midtbanespillerne mest. Det er i dette virvar, at vi forsøger at finde de linjer, der skal bringe os frem til målet, fuldende præstationen.

I DANMARK HAR vi meget længe været optaget af stregerne og ikke så meget af prikkerne. Af metoden, ikke individerne.

Vi har hyldet sammenspillet og evnen til at gøre hinanden bedre, og skiftende landstrænere har – deres åbenlyse menneskelige og fodboldtaktiske forskelle til trods – talt om »kollektivet« (Richard Møller Nielsen), »automatismer« (Morten Olsen) og »relationer« (Kasper Hjulmand).

»Hey, lad nu vær’ med at være en egotripper!« råbte vi som drenge, når en holdkammerat driblede afsted eller foretog sig andet på egen hånd. »Lad nu bolden gøre arbejdet,« formanede vores træner. Det er altid noget med at give plads, hjælpe og passe sammen, og det er der gode grunde til.

Siden de to trænerpionerer, Valerij Lobanovskij i Kyiv og Rinus Michels i Amsterdam, i 1960erne skabte den moderne, flydende fodbold fra hvert sit hjørne af Europa, har ethvert barn vidst, at kun ved samarbejde kan vi lykkes. Den sandhed er stadig sand. Specialarbejdernes tid er for længst forbi, fodbold foregår ikke længere i kæder eller siloer, og nu skal de fleste spillere kunne det meste på det meste af banen.

Men nu og da kan man alligevel godt stirre sig så blind på stregerne – forbindelseslinjerne – at man helt glemmer prikkerne. Det er særligt trænere tilbøjelige til, og meget teoretisk funderede trænere meget tilbøjelige til. Det er derfor, den nuværende landstræner, Kasper Hjulmand, kun meget sjældent nævner sine spilleres navne på pressemøderne før og efter en kamp. Til gengæld taler han rigtig meget om ja, relationer.

Det gør han, fordi sådan er hans fodboldsyn, men også fordi det placerer ham selv, cheftræneren, i en hovedrolle. Hvis spillerne opfattes som skakbrikker, er der jo én, som er nødt til at rykke med dem, se de udlagte mønstre før alle andre. Og det er selvfølgelig stormesteren ude på trænerbænken.

DET ER EN TILGANG, der passer rigtig godt til ikke bare dansk fodbold, men til vores samfund og fælles værdisæt. Ud gennem vores nationale uddannelses- og dannelseskanal – fra vuggestue og børnehave over skole og gymnasium til universitet – sprøjtes hvert år titusindvis af socialt begavede, kollektivt tænkende, workshoporienterede og tillidsbaserede Lego-figurer, altid klar til at forstå og bygge på i fællesskab. Ingen er mere institutionaliserede end vi.

Således har vi skabt vores lille paradis. Individualister er noget, de andre er. Det er derfor, vi stadig ikke har skabt en egenrådig verdensklasseangriber siden Preben Elkjær. En topangriber skal være selvisk. Men det er ikke sådan, vi opdrager vores børn: Vent, til det bliver din tur, skat.

Nicklas Bendtner var tættest på, inden det gik galt. Profiler som Jon Dahl Tomasson og Ebbe Sand scorede mange mål, men var først og sidst gedigne holdspillere, der udfyldte deres plads i kollektivet. Tomassons inderside og Sands pandebrask var indbegrebet af danskhed på græs.

Her er Højlund anderledes. Han ved, at han kan afgøre kampe på egen hånd. Det gjorde han i Parken mod Finland, hvor han med et hattrick reddede sine ringe holdkammerater, og det var han tæt på at gøre igen tre dage senere i Kasakhstan.

Øvelsen bliver nu ikke at passe på ham, som anfører Simon Kjær gjorde, da han holdt ham væk fra journalisternes spørgsmål umiddelbart efter kampen. Ikke at skærme ham. Men at eksponere ham totalt inde på banen. Han er fantastisk, men befinder sig på et hold i krise. Vi er nødt til at stole på og finde plads til hans formidable evner.