Kommentar. J.K. Rowlings intellekt spildes i podcast om den transpolitiske kulturkamp.
Heksedans
Jeg har læst samtlige Harry Potter-bøger med stort mishag. Først på engelsk omkring årtusindskiftet og for nylig og med støt stigende træthed for mine børn på dansk.
Mens min stemme er blevet ru af at pibe i alfen Dobbys stemmeleje og brumme som halvkæmpen Hagrid, har jeg ærgret mig over Rowlings flade sprog, hendes hovedpersoners tendens til at forklare hinanden, hvad man netop har læst, at de har oplevet, de uopfindsomme trylleformularer på pølsemandslatin (Protego! Lumos! Put-bestik-i-opvaskemaskinus!), det rigide kostskolemiljø, det meningsløse kostespil quidditch, som kun en ægte sportshader kan have opfundet, hvor alle farer rundt i timevis og indhøster point, der ingen rolle spiller, fordi den, der fanger lynet til sidst, alligevel afgør hele kampen.
Del: