Det var omkring fjerde klasse, at jeg indså, at det havde for store konsekvenser for min sociale status at bruge tiden efter skole på at synge, danse og spille musik. I Herning, hvor jeg voksede op, gav det ingen som helst street cred at kunne spille klaver; man måtte gå til håndbold for at være noget ved musikken. Den lokale klub bød mig – venstrehåndet og høj af min alder – begejstret indenfor, og jeg husker stadig suset ved min første træning, det første mål, cups og nye venskaber. Håndbold var det, vi delte.

Da jeg en årrække senere flyttede til København uden at kende en sjæl, tænkte jeg derfor naturligvis, at min efterhånden solide indsigt i sporten nok måtte kunne kaste glimmer over min personlighed. Om jeg tog fejl? Særligt da jeg forsigtigt bevægede mig ind i mediebranchen og med tiden stødte på medlemmer af den såkaldt talende klasse, kultureliten, oplevede jeg måbende – også blandt sportsjournalister – håndbold omtalt som en grim, forsimplet sport, der ingenlunde skulle ofres dybere litterær journalistik på at formidle. Bølgepomfrit og Volbeat for eviiigt, nej, DRs liveblogs måtte være så rigeligt tilstrækkelig dækning, var tilgangen, sideløbende med, at det væltede frem med litteratur om eksempelvis cykling og fodbold. Det er en skævvridning, sagde jeg, bevares, kun inde i mit hoved – man var vel løstansat. En indestængt vrede på sportens vegne rasede i min krop.