Hår(d) magt

Håret er lyst og langt, redt tilbage. Løst, men jo ikke rigtigt. Frisuren sidder fast på statsministerens hoved, hun har ikke lige løsnet knolden og rystet lokkerne ud. Der er ikke tale om sjusket bed head-hår, måske er det nærmere sat med hårlak: Mette Frederiksen var ung i 1990erne, mon ikke håret dufter af Elnett? Jeg håber.

Mette Frederiksen har fået ny frisure, det har de fleste nok bemærket. Den har været allevegne, nu er den også her. Hvorfor? Er håret virkelig værd at tale om? Og er det overhovedet okay at glo så intenst på en kvindelig politiker?

Tilsyneladende ja. Politiske kommentatorer gør det, og ikke kun i nye medier på internettet, også de traditionelle papirversioner betragter statsministerens frisure og ser andet og mere end hår. I Berlingske  indleder Bent Winther tøvende: »Vi mænd har for længst lært ikke at kommentere kvinders udseende, slet ikke politikeres og slet, slet ikke offentligt.«

Statsministeren åbnede imidlertid selv ballet på Instagram, hvor hun lattermildt kommenterede kommentarerne; hvis den ikke havde været det før, var frisuren nu blevet et kommunikationsmiddel, og det så Bent Winther også: »Den nye Mette Frederiksen er gladere, mere frigjort og 'funky', mindre konfrontatorisk, mindre land mod by, arbejdere mod akademikere. Nu med håret slået ud.«

Det er glædeligt, at vi tager statsministerens frisure alvorligt, at vi tager hele hendes udtryk og fremtoning alvorligt. Hun er Danmarks mest magtfulde, magt er interessant – og dermed også magtens indpakning. Ritt Bjerregaard signalerede for eksempel tydelig no nonsense med sin stramme knold, en frisure, hun beholdt i alle sine offentlige år; Margaret Thatchers høje hår var lige så urokkeligt som hendes konservatisme.

Selvfølgelig ser vi på mennesker, især magtfulde mennesker, og danner os meninger om dem: Er de seriøse? Tillidsvækkende? Ansvarsfulde? Stabile?

Magtfulde mænd er for det meste rimelig korthårede, de har en uniform, habitten, der siden 1800-tallet har signaleret alvor og arbejde. De behøver ikke gøre sig stor umage, de kan stige ud af badet, ryste sig, trække i habitten og gå på arbejde. Barack Obama anerkendte sit forspring i en Politico-podcast, da han i 2016 førte valgkamp for sin tidligere rival Hillary Clinton: »Hun skulle gøre alt det samme, jeg gjorde, men som Ginger Rogers skulle hun gøre det baglæns og i høje hæle. Hun skulle stå tidligere op, end jeg gjorde, for at få sat hår.« I den henseende er det nemmere at være betydningsfuld mand, men det er også lidt kedeligere.

Måske har USAs næste præsident langt hår. Kamala Harris har oftest håret løst, men heller ikke her er der tale om en forfjamsket frisure, Harris' hår sidder godt fast.

For magten kan ikke se sjusket ud. Eller hvad? Den tidligere britiske premierminister Boris Johnson lignede og ligner fortsat noget, der er løgn. Den uglede fuglerede på hans hoved sidder der imidlertid med vilje, det er de fleste kommentatorer enige om, og der har været mange kommentarer i årenes løb. Johnson er hævet over konventionerne, så tryg i sin klasses privilegier, at han kan se ud, som han vil. At han kan lade, som om han er en mand, der ikke gør sig umage.

Mette Frederiksen har måske slået håret ud, men hendes nye frisure kræver stadig et arbejde; at hun gør sig umage. Og vi er altså ikke frie og lige, før vi alle kan gå på arbejde og ligne Boris Johnson.