Derfor ser næsten en million med, når der er Gift ved første blik

Hun så på ham og syntes, at han var grim. Alligevel sagde hun ja til at gifte sig med ham, og da de bagefter blev fotograferet sammen, kunne man godt se, at hun havde grædt. Hendes smil var stift, og hun lignede en, der var til begravelse i brudekjole.

Kort forinden havde hun samlet sine veninder omkring sig og kaldt dagen for den værste i sit liv, mens hun græd og hyperventilerede og blev bekræftet i, at manden overhovedet ikke var hendes type. Hvad havde eksperterne dog tænkt på? Tydeligvis ikke på hende.

Men parret, som hedder Doug og Jamie, er stadig gift, og efter de havde medvirket i den amerikanske udgave af Gift ved første blik, blev de symbolet på, at datingprogrammer godt kan lykkes. At man kan overvinde sine dårlige erfaringer og nok også sig selv og hengive sig til et andet menneske. At man kan vokse ind i kærligheden.

DA JEG SÅ datingprogrammet i 2015, må jeg indrømme, at jeg tænkte, at der måske også var håb for mig. Jeg var på det tidspunkt nyskilt og kunne se tilbage på 25 år med forliste forhold, hvilket jo også var en slags sølvbryllup. Med mig som antibrud.

Og netop genkendelsen er da også et nøgleord, hvis vi vil forstå, hvorfor der i dag produceres så mange datingprogrammer. For hvordan kan det være, at næsten en million ser med, når DR matcher almindelige mennesker og lader dem indgå i arrangerede ægteskaber? Vi ved jo, at de fleste ender galt.

Fordi Gift ved første blik spiller på en af de stærkeste urmyter, vi har, nemlig historien om Den Store Søgen, den heroiske epopé, jagten på den hellige gral. En fortælleform, som vi kender fra eventyret, hvor helten rejser ud, mødes af forhindringer, overvinder forhindringer og vender tilbage klogere på sig selv og livet og gerne også med en prinsesse. Gift ved første blik er således en dannelsesrejse for hjertet.

Selvfølgelig håber vi som seere, at det vil gå de udvalgte gralsriddere godt, og at de finder kærligheden, men vi må også takke dem for at udstille, hvor vanskeligt det kan være at lære sig selv og andre at kende og især at etablere et fælles rum, hvor begge parter kan holde ud at være.

Det lykkedes for et dansk par for et par sæsoner siden. Han havde aldrig før været i et forhold og troede, at kærlighed handlede om at marinere den anden i komplimenter, indtil hun en dag sagde stop og forklarede ham, at det var lige til at få spat af. I stedet for at gå til angreb eller i baglås sagde han »Nå, ok« og fandt så en anden måde at vise hende sin kærlighed. De er stadig sammen den dag i dag og har fået barn og koteletgrund og i øvrigt også en business baseret på at være parret fra DR-programmet, der fortsat er gift.

Men lyspunkterne er få, og sagen er også, at de kompromissøgende og meget kærlighedsparate par ikke altid er de mest underholdende at følge, tværtimod.

I mange år havde jeg DR mistænkt for at caste efter fiaskopotentiale og for at sætte par sammen, der ikke havde en chance. Levemanden sammen med vanvidsveganeren for eksempel eller langtidssinglen sammen med en mand, der netop var blevet forladt. Deres ægteskab endte, da han begyndte at rable løs om, hvor meget han savnede sin ekskæreste, det vil sige få timer efter vielsen.

Og så var der Anders og Luna, som jeg stadig får helt ondt i maven af at tænke på, fordi han først kærlighedsbombede og havde sex med hende, hvorefter han iskoldt udraderede staklen, der græd sig gennem bryllupsrejsen til Bordeaux.

GAMMEL KÆRLIGHED har generelt haft det med at ruste hurtigt i Gift ved første blik.

Men her er det så, at Doug og Jamie giver håb til alle, som mere end et par gange har prøvet at satse alt på rødt og miste værdigheden.

Deres kærlighedsfortælling er nemlig et perfekt eksempel på The Quest. Efter at være blevet gift tager de på en bryllupsrejse, hvor Jamie gør det klart for Doug, at hun finder ham kedelig og uattraktiv og slet ikke hendes type. Utroligt nok udholder han kritikken og sætter sig for at bevise, at han måske nok er kedelig, men at hendes ekskærester vist også har været lidt for spændende, det vil sige en flok børnevoksne mænd med misbrug af kvinder i ascendanten. Han kræver kærligt af hende, at hun tager ansvar for sin dårlige smag i mænd og holder op med at have så ondt af sig selv, egentlig ikke for hans skyld, men for sin egen, hvis altså hun nogensinde vil have et lykkeligt parforhold.

Da hun erkender, at hun selv er trolden under broen, forelsker hun sig i ham, og hvis forløbet virker bekendt, så skyldes det, at det minder om Where the Wild Things Are, hvor drengen Max opdager, at han i virkeligheden er det største monster. Samtidig minder forløbet om kong Arthurs ridder Parsifal, der gennemgår utrolige pinsler, men ender med at løse mysteriet om den hellige gral.

Men først og fremmest ekkoer Gift ved første blik Paulus’ ord om, at det er gennem genkendelse, at vi forstår vores egen gådefuldhed, også selvom vi bare er Luna fra Gladsaxe eller Doug fra New Jersey.