Gud bevare kongen

Ifølge Barbra Streisand er en af kong Charles 3.s yndlingssange »Don’t Rain on My Parade« med Barbra Streisand. Det fortæller hun i et indslag på BBC lørdag morgen, på Charles’ kroningsdag; en dag, hvor regnen kun holder korte pauser i London.

Barbra fortæller også, at Charles engang besøgte hende i studiet i Los Angeles, det var i 1970erne, dengang de begge var ganske unge. Hun drak te, det var noget med stemmen, og Charles spurgte til den varme drik. Barbra tilbød ham en slurk, prinsen takkede ja, Charles drak af Barbras kop. Der findes billeder, og prinsen ligner en, der er frisk på mere end at dele en kop te: Tænk, hvis det havde været Barbra i stedet for Camilla i Westminster Abbey.

London er lysegrøn. Det har regnet en del, og det er nemt at forestille sig, at kongen har siddet derhjemme og holdt arrigt øje med himlen. Hele internettet så ham jo kæmpe mod en fyldepen, der ikke makkede ret. Ifølge The New Yorkers korrespondent i London, Rebecca Mead, kom det udbrud ikke bag på dem, der omgås kongen. »Verden er imod ham – selv livløse ting er imod ham,« skrev Catherine Mayer i sin biografi om kongen fra 2015, Charles: The Heart of a King.

Rundtom på Trafalgar Square hænger bannere med to ord fra nationalhymnen »God Save the King«, »happy« og »glorious«. Det er tilsyneladende temaet, de to ord, lykkelig og storslået, går igen. Bare det passer, bare det er viben.

Det fortjener de royalister, der flyttede ud med deres klapstole og spærrede en plads langs ruten allerede tidligt fredag morgen. En kvinde i 40erne fortæller, at det jo selvfølgelig er hendes første kroning, Charles’ mor, Elisabeth, blev kronet i 1953, men at hun i øvrigt har været på plads til alle de seneste royale begivenheder.

Det myldrer med politi og afspærringer fredag, der er underligt tyst, men lykkeligvis er London sit larmende selv lige om hjørnet fra den planlagte rute. Nede i undergrunden er der ikke en eneste passager, der løfter et øjenbryn, da den særlige meddelelse, som Charles og Camilla har indtalt til lejligheden, knitrer gennem højtalerne. De ønsker alle rejsende en vidunderlig og tryg kroningsweekend, mens Charles tilføjer: »Og husk, jeg beder jer, mind the gap.«

Dagen oprinder, og det regner virkelig meget. Vi mødes tidligt på et værtshus, der er svøbt i både regnbueflag og Union Jack. En vildt flot dragqueen klædt i flag, fjer og lys hænger i baren, og der ligger Charles-masker til fri afbenyttelse på bordene.

En af mine venner siger: »Vi bøsser glemmer ikke Diana. Vi glemmer ikke, hvad hun gjorde for vores community, hvordan hun brugte sin position.« Vi taler om Dianas revenge dress, den lille sorte, stramme kjole, hun bar den aften, Charles indrømmede på tv, at han havde været hende utro. Tænk, hvis vi kunne nå at skabe en stribe revenge dresses, som vi kunne have på hele weekenden?

Kærligheden til kongehuset er overskuelig omkring bordet, vreden over den absurd dyre kroning og ordensmagtens nye beføjelser mærkbar. Men vi hujer og klapper, når prins George toner frem med rynkenæse, og lille Louis gaber stort. Vi keder os også på lange stræk, vi fniser, barens alternative kommentarspor er ikke særlig respektfuldt, til gengæld er det virkelig skægt.

Kongen ser lettet ud, da det hele er overstået. Er han lykkelig? Aner det ikke, men på balkonen smiler han. Alt andet ville også være uartigt: Det er en storslået parade, al nedbør til trods.