Da jeg var 19 år og netop flyttet til Odense, fik en af mine daværende veninder silikoneimplantater. For hende var der kort vej fra tanke til handling: Knap havde jeg hørt om hendes overvejelser, før de nye bryster sad på hende som en pæn og oplagt forlængelse af hendes timeglasfigur.

Vi havde en alder, hvor man stadig overnattede hos hinanden, og hendes nye bryster gjorde først og fremmest indtryk på mig ved ikke at opføre sig som mine bryster. Når vi lå sammen i sengen efter at have været på LA Bar eller Barracuda, lå hun på ryggen og faldt i søvn, og hendes brystkasse blev et bakkelandskab. Mine bryster, til sammenligning, svandt ind til ingenting, og hvis jeg tog hænderne over hovedet, var der slet ikke bryster tilbage.