Gedejagt. I de fleste sportsgrene runger et enslydende spørgsmål: Hvem er historiens bedste?
Greatest Of All Time

Fotocollage: Mai-Britt Bernt Jensen. Fotos: Aaron Favila, Gregers Tycho, Alejandro Pagni, Imago, Marko Djurica, Frank Franklin Ii, Arne Mill, Jesse Johnson, Belga, Scanpix
Et af de spørgsmål, den myrdede MAGA-influencer Charlie Kirk oftest fik ved sine velbesøgte collegedebatter, handlede ikke om politik, men om basketball og lød: »Hvem er historiens bedste?« Spørgeren ville påstå, at titlen tilhører den endnu aktive Lakers-stjerne LeBron James. Og til det postulat ville Kirk, der voksede op i en forstad til Chicago, forventeligt spærre øjnene op og begive sig ud i en længere forsvarstale for Michael Jordan, hjembyens søn, der dominerede NBA i 1990erne. »Hvor mange titler har LeBron vundet?« spurgte Kirk, selvom han godt kendte svaret: fire mod Jordans seks.
Der var noget rørende over disse mere smilende udvekslinger midt i en rage-bait-hungrende disput. Her skulle både Kirk og hans modstander – førstnævnte for ung til at huske Jordans storhedstid, sidstnævnte stadig kun teenager – faktisk tale for deres favorit; overøse et andet menneske, en præstation og en æra med kærlighed.
Del: