Da jeg voksede op, var der ikke noget, der kunne få temperamenterne i kog som gatekeepere. Tilrettelæggerne, der bestemte, hvem der skulle optræde i fjernsynet. Pladeselskabsdirektørerne, der afgjorde, hvilken musik vi fik mulighed for at lytte til. Redaktørerne, der dikterede, hvilke synspunkter der fik lov at komme til udtryk på avisernes sparsomme spalteplads. De var overalt, og de regulerede hele samfundet.

For en person med ambitioner om at komme til orde var vejen til mikrofonen lang. Der var flere instanser, der skulle overvindes, og mange porte, man skulle igennem, inden man allernådigst blev tildelt adgang til denne eller hin ærværdige institution.