Der skal være familiesammenkomst på Fyn, og da den allerede er slut midt på eftermiddagen, opstår muligheden for at tage en afstikker til et helt særligt sted. »En gastronomisk tidsrejse.« Sådan præsenterer jeg det for de tre teenagere, som ikke deler begejstringen. De har hørt mange historier om den restaurant i Odense midtby, hvor deres far arbejdede for et kvart århundrede siden, og udsigten til en lang køretur efterfulgt af byvandring ned ad memory lane udløser modvilje i en grad, der afgør sagen: Bordet er bestilt til klokken 19.

Familietræffet er et sammenskudsgilde, og inden afgang skal vi samle brød op hos Den Gode Bager, hvor køen som sædvanlig strækker sig langt ned ad vejen. Der er tre andre bagerier i nærheden, men brødet hos Den Gode Bager har fået en uhyggelig magt over vores kvarter. Folk slæber sig hen ad fortovet ved daggry med døde øjne på jagt efter den særligt elastiske krumme og hårde skorpe. Jeg plejer selv at købe brød hos Den Næsten Lige Så Gode Bager, hvor der aldrig er ventetid, og man sparer en rund tikrone pr. brød, og når jeg cykler forbi køen til Den Gode Bager, kan jeg ikke lade være med at tænke, at det ikke kun er surdejen, der får dem til at stille sig til skue på den måde. Måske er der ligefrem en slags fællesskab i køen, hvor man nikker til hinanden med søvnige, men også kvalitetsbevidste og lidt bedrevidende øjne. Et eksklusivt selskab for kernesunde A-mennesker.