Møllers have. Adskillige haveopgaver står i kø i påsken.
Genopstanden
Påsken står for døren med gode fridage, familiesammenkomster, tiltagende lys og varme, ankommende trækfugle, udspring og blomstring og meget andet godt. Samt havearbejde.
Selve påskehaven – den påskeklædte have med sine festlige gule og orange farvetoner – har for længst indfundet sig, og endda ved egen kraft. Påskeliljerne, der allerede var skudt frem af jorden i løbet af vintermånederne, indledte blomstringen tidligt i marts. Og fik blomstrende følgeskab af blandt andet vårguld (Forsythia), ribes, mirabel og japansk kirsebær, allerede inden vi nåede ind i april måned. Selv pinseliljerne og tulipanerne er godt på vej. Forgrønnelsen af have og landskab tager til dag for dag; fjeldribs, hyld, vedvindel, tjørn og vilde og halvvilde roser indledte, og stadig flere hægter sig på den vilde forårsbølge på vej mod det helt store udsprings- og blomstringsbrag.
Temperaturudsvingene mellem nat og dag er typisk meget store på denne årstid, med jævnlige dyk ned i den blå ende af skalaen. Så sent som søndag den 6. april stod solen således op over et tilrimet, frostglitrende landskab – de minus tre grader lod sig mærke. Dog hverken af den vilde eller den indførte forårsflora i skov og have. Skovbundsplanterne – anemoner, guldstjerner, lærkesporer og mange andre, der skal udnytte forårslyset, inden løvhanget trækkes for og nedsænker bunden i halvmørke, er ret hårdføre og kan tåle en del frost uden at blive skadet.
Derimod har mange rosendyrkere længe talt på knapper og ladet beskærersaksen hvile. Det gamle råd om at vente med at beskære og beklippe roserne til den hårde nattefrost var ovre, er stadig gangbart. Nogle henholder sig til den kalendariske tommelfingerregel om at vente til dronning Margrethes fødselsdag 16. april, andre tager løbende bestik af vejrudsigterne og især frostvarslerne, eller støtter sig til en indikatorplante som vårguld: Når den blomstrer, skulle man kunne tage fat.
Havejorden er dog, trods de lave nattemperaturer og en ofte isnende nordenvind, alt i alt mere dyrkningsklar nu, end den var på samme tidspunkt sidste år, hvor klamheden beherskede lerjordene – takket være solindstrålingen og den temmelig beskedne nedbør. Det sidste forhold kan dog hurtigt også blive et stort problem for havedyrkeren.
ADSKILLIGE HAVEOPGAVER står i kø, afventende især ophøret af nattefrosten – måske ikke helt som en isdæmmet sø eller en frostbundet elv, der afventer tøbruddet, før vårflommen kan begynde, men alligevel.
Mange kartoffeldyrkere lagde knolde til forspiring langt tilbage i marts måned – og de mest ihærdige har endda allerede lagt nogle i jorden under plasticdække eller i jordfyldte spande i drivhuset eller andre lune steder. Når det gælder kartofler, skal jordtemperaturen helst have rundet de magiske otte grader celsius, førend det er tilrådeligt at lægge dem – og det lønner sig sjældent at fare ud for tidligt. Også her tegner påsken til at opfylde forventningerne, således at de sidste af de forspirede kan komme i jorden, foruden stikløg og frø af andre uundværlige afgrøder.
Mange støtter sig nok til huskereglen vedrørende omstilling til sommertid: Om foråret stilles uret frem, ligesom havemøblerne, men næppe alle har udført den sidstnævnte handling i praksis. Alt tyder dog på, at der vil være særdeles god grund til at få det gjort i påskedagene. Og ikke kun fordi disse møbler står i vejen i drivhuset, selvom det sandsynligvis først vil være varmt nok til glashusets mest fordringsfulde beboere såsom agurker, pebere, chilier, tomater om en måneds tid, er det ikke for tidligt at gøre det klar til brug og indflytning. Det gælder især, hvis man dyrker i plantesække på selvvandekasser.
Efteråret og vinteren er som regel den sikreste tid til ny- og omplantning af træer og buske, men det kan være svært at modstå fristelsen til også at føje nye vækster til i denne stærkt inspirerende forårstid, selvom det kan kræve et godt vandingsberedskab.
Og skulle der vise sig at være tid tilovers, kan man tage fat på nogle af havens »grønne pindsvin« – de tætte børster af krokusgrundblade, der ses mange steder på især plænerne. De står der, hvor der på et tidspunkt blev lagt krokusløg, som i nogle år sikkert har givet fin blomstring, men hvor der med tiden er dannet så mange, tætstående sideløg, at ingen af dem får plads til at udvikle sig til blomstrende planter og derfor blot står vegeterende som et tusindbrødresamfund. Om kort tid visner de ned og bliver usynlige, så det er et godt tidspunkt at grave nogle af dem op, splitte dem ad og udprikle dem på plæneflader og i bede – det vil give dem plads til forrådsopbygning, således at de vil kunne vende stærktblomstrende tilbage i løbet af nogle år. Uden tvivl vil mange andre gøremål og forårsnydelsen dog hurtigt kunne fjerne opmærksomheden fra dette lidt trivielle arbejde.
Del:
