Definitionsret. »Jeg elsker 2pac, men jeg elsker også politisk teori. Jeg er præmieperkeren, der fik en universitetsuddannelse og holder af Inger Christensen.« Rapper og radiodokumentarist Babak Vakili om en stædig mor og en besværlig frihed.
Generationen
Foto: Kasper Løftgaard
Lejligheden ved Enghave Plads er et klassisk sammensurium af kulturelle markører: Over Babak Vakilis køkkenbord hænger et portræt af 2pac i glas og ramme, i stuen er der litografiske tryk af Dea Trier Mørch ved siden af Inger Christensens alfabet og familieportrætter fra Iran, Tyskland og Danmark. Over sengen i soveværelset hænger et gigantisk luftfoto af Teheran, »den grimmeste og smukkeste by i verden,« siger Vakili, mens han slukker for P1, der kører i radioen. Han kan ikke tænke, mens andre taler, så han sætter i stedet The Miseducation of Lauryn Hill på.
Babak Vakili er radiodokumentarist, rapper og manuskriptforfatter. Om et par dage får DR-serien Fredløs, der er skrevet af Vakili og Malthe Miehe-Renard, premiere. Den handler om kokken Mohammed, der ryger i fængsel for et røveri, han ikke har begået. For et par måneder siden udkom Vakilis podcastserie Generationen, der tager udgangspunkt i Babak Vakilis egen opvækst og spørger: Hvordan bliver et menneske, der har rødder i ét land, men vokser op i et andet, til sig selv? Det er et værre bøvl, forstår man fra første afsnit, for både politikere, journalister, sociologer, forældre, hiphoppere, dørmænd, bandemedlemmer, studievejledere og skolelærere lader til at vide mere end dig om, hvem du er – og hvad du vil blive til.
Del:
