Serveret. Tegneseriens overidylliserede ripaille har vakt en sælsom fascination, som med årene har udviklet sig til en egentlig udtalt nostalgisk længsel.
Gæv gallisk gastronomi
Da jeg var en ganske liden purk, drømte jeg om den dag, jeg kunne dechifrere kilden til min storebrors insisterende kluklatter: de finurlige ordspil og underfundigheder i René Goscinnys album om den gæve galler Asterix, hans kropsvære følgesvend Obelix og dennes lille pjuskede hund Idefix.
Men selv uden at have knækket alfabetets kode kunne jeg stadig frydes ved den i øvrigt nyligt afdøde tegner Uderzos lystige streg. Jeg var ikke synderlig optaget af slagsmålene, Obelix' råstyrke eller Miraculix' sagnomspundne trylledrik, men elskede derimod at dvæle længe ved den sidste sides tableau, der over en halv side afbildede historiernes afsluttende festmiddag. Her satte Obelix og resten af bakkanalet tænderne i horder af helstegte vildsvin, mens barden Trubadurix vansmægtede i et hjørne, kneblet og bagbundet, fordi ingen kunne udholde den tonedøve og harpeklimprende skjalds pivfalske kvad.
Del: