Møllers have. Selvom de fleste nok forbinder bambus med de tropiske og subtropiske dele af Asien, er der adskillige arter, som trives ganske udmærket i Danmark.
Den store bambusbølge
Bambus er teknisk set en af naturens snildeste frembringelser. Botanisk set er bambus græsser; de er højt- og hurtigtvoksende og – takket være deres forveddede, kiselholdige og tværkamrede stængler – et meget stærkt, holdbart og samtidig meget smidigt og let materiale. Derfor har bambus en lang og mangesidet kulturhistorie som blandt andet byggemateriale og råstof i Asien. I Danmark spillede bambus i mange år en særlig rolle som pædagogisk redskab i fortidens (sorte) skoler til påpegning og revselse. Og siden mest som voksende indslag i mange parker og haver, ikke alene i japansk-kinesisk-inspirerede prydhaver, men også i mange helt almindelige parcelhushaver, hvor den eksotiske vækst raslende-hviskende kunne trække linjer til Fjernøsten og måske berette om Hokusai og det berømte bjerg, Fujiyama.
Der blev i efterkrigstiden helt overvejende benyttet to arter af bambus i de danske haver: gul bambus, Thamnocalamus spathaceus, og sort bambus, Sinarundinaria nitida. De blev hentet til Europa fra Kina i 1920erne og opformeret vegetativt, det vil sige med sideskud og aflæggere. Og fordi langt størstedelen af planterne stammede fra de samme meget få kloner, begyndte de også at blomstre på nogenlunde samme tidspunkt op mod 100 år senere; for den gule bambus' vedkommende i begyndelsen af 1990erne og i den sortes tilfælde omkring 2005-2008. Problemet for bambusdyrkerne var, at planterne hos flertallet af bambusarterne gerne dør efter blomstring. Det skete for de fleste. Nogle glædede sig dog over omsider at slippe af med disse massiver. De gode græd, og de onde lo – eller også var det omvendt – over disse væksters bortgang og forsvinden (hvoraf det sidste i de fleste tilfælde krævede en ret omfattende fysisk indsats).
Del:
