Anmeldelse: Man skal høre meget. Ny antologi skitserer på fornem vis musikkritikkens historie fra de forgangne 100 år.
Gå ikke over sporet – der kommer anmeldere
Musikanmelderringen runder de 100 år. Festskriftet hedder Man skal høre meget. Den tvetydige træfsikkerhed matcher næsten Poul Ruders’ selvbiografi Har man hørt så galt. Ja, høresansen er den primære. Man klager over lyden fra naboen, ikke over synet af naboen. Sådan da. Den nu udkomne antologi om musikkritik på forlaget Multivers rummer under redaktion af Thomas Michelsen og Claus Røllum-Larsen 16 bidrag af musikkritikere, komponister, musikere og forfattere.
Musikanmelderringen af 1924 begyndte fra 1943 at uddele to kunstnerpriser, stedse til musikere og sangere på vej mod zenit, men ikke til allerede etablerede stjerner. Listen over prismodtagere viser klart, hvor forudseende bestyrelserne har været, så mange store navne er blevet observeret og belønnet i tide. I 2023 gik priserne til sangeren Sophie Haagen og slagtøjsspilleren og performeren Ying-Hsueh Chen. Det er stadig lykkedes at finde sponsorer til at finansiere de hæderfulde priser.
Del: