Fyn er farin

Der er sat en stol i døren, så den ikke smækker og låser. Verdensmålene hænger i flagranke, side om side med lysstofrørene, og derinde, placeret mellem fantasy-hylderne og højtlæsningsafdelingen, sidder en lille forsamling af grå hjelme og ergonomiske sko med hænderne på lårene. Klar.

Vi er til foredrag på Holluf Pile Skoles bibliotek i Odense SØ. »BOLD OG BRUNSVIGER,« står der på plakaten, og det giver faktisk mening.

»Første halvleg handler om sport. Anden halvleg handler så om brunsviger,« siger Ida, der arbejder på biblioteket.

Hovedpersonen hedder Erik Nielsen, en skaldet mand i ulden striktrøje og grå sixpence, der taler som en knitrende pejs. Brændende, varmt og hyggeligt. Efter 35 år som sportsjournalist har han røverhistorier på lager.

Om dengang til EM i Vesttyskland i 1988, hvor han kommenterede Danmarks kampe på tribunen og sendte båndene hjem med pakkepost, før de blev afspillet i lokalradioen fire dage efter slutfløjtet.

Eller til pokalkamp i Fredericia, hvor OB vandt 5-3, og Erik Nielsen kommenterede otte mål på P3 uden at se et eneste af dem.

De fremmødte klukker fornøjet. »Nej, nej, nej,« lyder det. I pausen får vi kaffe og brunsvigermand og sludrer med remonce i kæften om, hvem der er »rø'e«, og hvem der er »striwet« (hvem der holder med B1909, og hvem der holder med OB). Snart fløjtes der op for aftenens egentlige sensation.

»Pludselig var det brunsvigeren, der blev hele mit liv,« siger Erik Nielsen.

Det skete ved lidt af et tilfælde. Sportsjournalisten var blevet eftermiddagsvært på P4 Fyn, og i 2017 sad de en dag og diskuterede sendeflade. En praktikant nævnte, at det vistnok var »Vandets Dag«.

»Og jeg tænkte 'det var pokkers – sku’ vi ikke lave en Brunsvigerens Dag?'«

For Erik, som sådan set er fra Randers, havde opdaget, at fynboerne elsker deres »bråånsvi’r«, som de elsker H.C.A. Det er fynsk folkesjæl og folkeeje, og ingen skal påstå andet.

Og som sagt så gjort. 1.700 mennesker mødte frem foran P4 Fyns studie i Odense og stod i kø i to timer for at få et stykke »brunner«. De fynske bagere satte rekorder og tyvedoblede salget af brunsviger. På én dag, brunsvigerens selvfølgelig, blev der brugt intet mindre end 20 ton farin. På Fyn alene.

»Og så gik der politik i brunsvigeren,« siger Erik Nielsen.

De kendte ville have en bid af kagen.

Dan Jørgensen fortalte i radioen, at han har mødt Bill Clinton, dronning Margrethe og Dalai Lama, men at alt blegner ved siden af titlen som P4 Fyns »brunsvigerambassadør.«

MØ skrev »happy brunsvigerens dag« til sine to millioner følgere, og ifølge Erik Nielsen tegnede der sig et mønster: Alt og alle, der blev snasket ind i den fynske kage, fik sukkersød succes.

Trine Bramsen blev minister. Marchen Neel Gjertsen blev chefredaktør på Jyllands-Posten. Fodboldlandsholdets »fynske mafia,« som bestod af Christian Eriksen, massøren Allan Poulsen og målmandstræneren Lars Høgh, fik indført, at Hareides tropper fik brunsviger før hver kamp.

»Og de vandt 26 kampe i streg,« halvråber Erik Nielsen.

Tårer triller ud af øjenkrogene på enkelte af de fremmødte, måske både af grin og stolthed.

Erik Nielsen har publikum så meget i sin hule hånd, at ingen gør antrit til brok, selvom vi er dybt inde i tillægstiden, og det er bælgravende mørkt udenfor.

Til sidst må bibliotekaren Ida bryde ind.

»Nu må vi hellere sige tak.«