Ukuelig. På en vingård i Libanon dyrker Eddie Chami økologisk vin på ældgamle druesorter. Han forsøger derigennem at skabe ro, selvom hans land er præget af totalt kaos.

Fredens druer

»Der var folk, der lavede vin i Libanon, også før Jesus,« siger Eddie Chami. Den 47-årige vinmager er kommet til København fra sin vingård, Mersel Wine i det nordlige Libanon, og står nu ved en lille stand på naturvinsmessen Raw Wine. Foran os er der stillet en række flasker op, som Eddie Chami har haft med i kufferten på sin besværlige rejse ud af Libanon.

Selv hvis jeg var blevet ført ind i TAP1 denne junieftermiddag med bind for øjnene, ville det ikke tage mig mange sekunder at identificere arrangementet som en naturvinsevent. Alene etiketterne på messens mange udstillede flasker afslører, at vi er langt fra den traditionelle vinverden – og naturligvis, ved nærmere eftersyn, den ufiltrerede væske i glassene. Men også koncentrationen af folk, der faktisk ligner Jesus en smule, fortæller en del. Her er godt med fuldskæg, lange lokker eller man buns, opsmøgede bukser og udtrådte, men stadig smarte støvler. Jeg ser faktisk også en enkelt barfodet gæst. Eddie Chami er i blå skovmandsskjorte og jeans, håret er barberet helt af og afslører derfor ingen stilmæssige tilhørsforhold. Midt i ansigtet spiller et par brune øjne, og der er stort set ikke en rynke at spore. Bortset fra den slags, man får af godt humør.

siwu
Signe Wulff (f. 1979) er cand. mag. i fransk og moderne kultur og kulturformidling og blandt andet forfatter til 'I køkkenet med Karen Blixen'. Signe Wulff er især optaget af alt, der rører sig i den kulinariske verden og skriver til kultursektionen om mad, vin, og de oplevelser, gastronomien bringer med sig.

Andre læser også