Sagen kort: Den 1. april trådte en ny lov i kraft i Frankrig, der forbyder at bruge, besidde, sælge og købe nikotinposer. I daglig tale bare kaldet snus – bare uden tobak. Bryder man loven, risikerer man bøde og fængsel. Til Financial Times kalder den svenske handelsminister, Benjamin Dousa, det »et angreb på den svenske måde at leve på« og siger, at det ville svare til, at Sverige indførte et forbud mod baguette eller fransk vin. Festsnuseren Jakob Steen Olsen, som til daglig er teateranmelder på Berlingske, siger, at »snus er lige så svensk som Pippi Langstrømpe«.

– Der er udbrudt dårlig stemning mellem Frankrig og Sverige. Omdrejningspunktet er snus. Og eftersom du, Jakob Steen Olsen, har svensk kæreste og desuden godt kan lide at tage snus, er du den helt rigtige til at udlægge sagen. Lad os begynde i det nære. Hvornår begyndte du selv at snuse?