Da min kærestes bedstefar døde, var jeg den eneste aktive piberyger tilbage i den udvidede familie. Derfor arvede jeg omtrent 12 pakker Porterhouse Mixture-tobak, et utal piberensere og en bog fra hans soveværelsesreol, Paul C. Olriks Kunsten at ryge pibe (1962). 

Bogen tilhører den stort set uddøde genre af nonfiktion, der beskæftiger sig med tobaksnydelse. Olrik var en hyppig bidragsyder; foruden Kunsten at ryge pibe skrev han også bøgerne Tobakskrukken – karakteristik af 124 kvalitetspibetobakker (1968), Piberygerens ABC (1970), Bogen om piber og tobak (1978) og Piberygning – hvad enhver forstandig piberyger bør vide (1979). 

Sidstnævnte er tænkt som en instruktion til Olriks 15-årige søn, Lars, i, hvordan han på bedste måde kunne begynde at ryge. Som man måske allerede har fornemmet, var Olrik dedikeret piberyger og en ægte excentriker; derfor er det også ganske underholdende at læse Kunsten at ryge pibe som et billede på tidens rygermentalitet.

Bogen starter med et digt, som Olrik forfattede på en skovskrænt ved Sjælsø en aften i 1930erne. Her lyder det blandt andet: »Når aftenfreden kommer, ta'r jeg hende til mig op./ Min hånd får lov at kæle for den varme, brune krop./ Og når hun hed og hungrig har hængt sig ved min mund,/ forsvinder hver bekymring i en salig lykkestund.«

Illustration: Lewis Wickes, Scanpix
Illustration: Lewis Wickes, Scanpix Prismatic Pictures / Bridgeman Images

Det er ikke den eneste gang, Olrik sammenligner piberygning med elskov. Allerede i forordet skriver han: »Der findes hundredtusinder, som ryger pibe. Virkelige piberygere er der forholdsvis få af. (…) Ingen kan blive en ordentlig elsker, før han har lært sig nogle af alle de tusinder af ting, der ligger bag erotikkens underfundige og forjættende spil. På samme måde forholder det sig med piberygningen.«

DER KAN SIGES MEGET om, hvordan man bliver en rigtig piberyger – Olrik bruger 86 sider på det. Først er der købet af selve piben. Han slår fast, at det er fysisk umuligt at få en god pibe for under 40 kroner, og dertil skal man sørge for at købe en pibe, der klæder en: »En lille mand med et rundt hoved og en lang pibe i munden ser omtrent lige så latterlig ud som den høje mand, der har et langagtigt, skarpskårent ansigt og fører sig frem med en ganske kort pibe mellem tænderne.« 

Piber skal altså ligne deres ejere, ligesom hunde plejer at gøre det. Men hver pibe har selvfølgelig sit formål:

»Man opdager, at en kort bulldog – eller en anden kort model – er særlig behagelig at ha' i munden, når man sidder bag rattet eller dyrker jagt, fiskeri eller anden friluftssport, hvor det kan være praktisk, at piben ikke rager alt for langt ud fra ansigtet. Man finder måske ud af, at en churchwarden, der kan være mellem 25 og 30 centimeter lang, er en hyggelig og behagelig kølig model at ryge på, når man sidder og læser eller ser fjernsyn, eller man kan gøre den erfaring, at mellemtingen (…) er særlig behagelig at ryge på, når man sidder og skriver, fordi man undgår at få røg i øjnene med en pibe af denne længde, når man sidder i den let foroverbøjede stilling, som skriftligt arbejde kræver.«

Dernæst er der valget af tobak. Olrik klager både over den lave kvalitet i mange mærker og den nymodens skik at sælge tobak i plasticposer i stedet for tindåser, et symptom på »vores strømlinede, mekaniserede, ensrettede tidsalder«. 

Der er også spørgsmålet om, hvorvidt man skal tænde sin tobak med tændstikker, gas- eller benzinlighter. Olrik fraråder sidstnævnte:

»Benzindampene fra den slags lightere gav tobakken en umiskendelig afsmag af benzin, som i alt fald ødelagde en del af tobakkens karakteristiske smag – selv om man så også har truffet bilglade piberygere, der betragtede denne bismag som en særlig charme.«

Dertil kommer selvfølgelig afsnittet om rygningens teknik, hvor selv en semierfaren piberyger som jeg kunne lære mange nyttige informationer. For eksempel viser det sig, at den gamle overlevering »man stopper først piben med barnehånd, så med kvindehånd og til sidst med mandehånd – for ellers stikker tobakken hovedet op for at se, hvad det er for en torsk, der har stoppet piben« slet ikke passer. 

Hver tobak kræver sin stoppemetode. I det afsnit opridser Olrik også en række dos og don'ts. Man skal for eksempel ikke lægge en pibe fra sig, før den er røget helt ud, eller banke den af mod sin skohæl, man skal ikke stoppe den igen, før den er røget helt ud, ikke anbringe sit pibestativ i nærheden af en radiator og ikke ryge pibe i regnvejr, stærk blæst, eller mens man kører »på knallert, motorcykle, cykle eller i åben bil med en tændt pibe i munden. Man risikerer, at den stærke træk, der opstår, får tobakken til at brænde så varmt, at piben brænder igennem. Man har tilmed oplevet tilfælde, hvor pibehovedet var brændt bort, og den overraskede ryger sad med en pibespids og en flov smag i munden«. 

Men Olriks måske vigtigste bud lyder: »Tænd aldrig Deres pibe, medmindre De har ro til at koncentrere Dem om rygningen af den.«

I DAG HANDLER de fleste tobaksbøger selvfølgelig om, hvordan man holder op med at ryge. Når det gælder skønlitteraturen, altså fiktiv piberygning, ser de fleste med mildere øjne på røgskyerne. Litteraturens største piberyger må være Sherlock Holmes med sin velkendte, svungne merskumscalabash, måske kun overgået af kriminalinspektør Maigret, som stilfærdigt bapper sig igennem 75 romaner og 28 noveller, og det er svært at finde et billede af hans skaber, Georges Simenon, uden en snadde i mundvigen. 

Men det er efterhånden et stykke tid siden, at piben gik sin sejrsgang i litteraturen. Det er måske lidt synd, for piben giver unægtelig lidt mere charme og personlighed til en given scene. 

Som for eksempel i Albert Camus' stemningsfulde beskrivelse af det skumle Amsterdam i Faldet, hvor fortælleren, Jean-Baptiste Clamence, siger: »Regnen tager jo til (…) Lad os sætte os her i læ på bænken. For århundreder siden har piberygere siddet her og set den samme regn falde i den samme kanal.«

I Walden påstod Henry David Thoreau, at han fra sin hytte langt ude i skovene var i stand til at lugte en piberyger på stor afstand: »Jeg kunne altid se, om der havde været gæster, medens jeg var borte; enten af nedtrådte kviste og græsstrå eller sporet af en sko (…) eller lugten af cigar- eller piberøg, som endnu lå i luften; ja, tit kunne jeg på tres favnes afstand vejre en forbipasserende ude på landevejen på lugten af hans pibe.«

Og så er der selvfølgelig de mange eksempler på, at en pibe kan gøre en litterær figur lidt mere interessant. Man kan finde eksempler i blandt andet Natalia Ginzburgs og Tove Ditlevsens værker, men en af mine favoritter stammer fra Vladimir Nabokovs Sebastian Knights virkelige liv. 

Sebastian Knight, som er fortællerens storebror, er blevet sendt til Cambridge, og da han kommer tilbage for at besøge sin familie, har han tillagt sig en række mærkelige, nye vaner: »Da Sebastian besøgte os i Paris mod slutningen af hans første år på universitetet, blev jeg slået af hans udenlandske optræden. Han bar en kanariegul sweater under sin tweedjakke. (…) Striberne på hans slips var skrigende, og af en eller anden årsag havde han sit lommetørklæde i ærmet. Han røg sin pibe på gaden og bankede den ud mod skohælen.«

Det er jo helligbrøde, i hvert fald ifølge Kunsten at ryge pibe, og hvis fortælleren havde været lidt mere som Paul C. Olrik, ville han formentlig have flået piben ud af hånden på Sebastian Knight.

ET AF DE SJOVESTE afsnit i Olriks bog handler om antirygningens historie, eller som Olrik refererer til dem: »lyseslukkere og antitobaksfanatikere«. 

Her beretter han blandt andet om den engelske kong Jakob 1., der hadede tobak og fordømte den som »afskyelig for øjet, modbydelig for næsen, skadelig for hjernen og farlig for lungerne«. 

Olrik fortæller også om en kinesisk lov fra 1638, der straffede rygning med halshugning, og om en anden lov i Osmannerriget, hvor en skyldig i piberygning fik sin pibe stukket op i næsen, »blev stablet op på et mulæsel og trukket gennem gaderne til spot og spe for forbipasserende«. 

Måske kan vi se frem til, at politikerne river en side ud af osmannernes drejebog, næste gang de forsøger at bekæmpe rygning. For det har jo vakt en del bekymring fra politisk side, at de unges nikotinforbrug er steget over de seneste år, og selvom cigaretpriserne forbliver uændrede efter regeringens nye aftale om nikotin og alkohol, så er der nok ikke nogen tvivl om, at vi vil få stadig mere indskrænket adgang til stadig dyrere tobaksprodukter. 

Den debat skal jeg ikke blande mig i her, men jeg vil gerne tillade mig at henføre, at hvis man absolut skal ryge, så er piben absolut at foretrække frem for cigaretterne.

Det første, og for mig vigtigste element ved piben, har egentlig intet at gøre med rygning: En pibe er en vidunderlig genstand. Med Olriks ord vil en ægte piberyger »for længst være nået til at betragte sine piber som andet og mere end 'døde' brugsgenstande. De vil for ham være blevet en slags levende væsener«.

En shintoistisk overtro beretter angiveligt, at en lille gud tager bolig i genstande, man har ejet i mere end to år – og selvom man ikke abonnerer på den religion, tror jeg, de fleste kan sætte sig ind følelsen, der kommunikeres. 

En ting er ikke bare en ting. Inden for forskellige humanistiske videnskaber er der en voksende anerkendelse af, at alle de mange stumme objekter, der omgiver os, påvirker os i forskellig grad. Her mener jeg, at piben indtager en særlig plads: Den er smuk at se på, behagelig at røre ved, giver en god rygeoplevelse, og så kan man også gå rundt med den i lommen.

FOR DET ANDET er der selve rygningen; det er bare en bedre oplevelse at ryge pibe – det smager bedre, det er meditativt, men frem for alt er det en asocial beskæftigelse. Der går i hvert fald 30-45 minutter på at ryge et stop, og den tid egner sig bedre til stilhed end livlige samtaler. 

Eller med Olriks ord: »Hvis tilværelsen eller den, vi giftede os med, volder alt for mange genvordigheder, kan vi altid trække os tilbage til vores egne enemærker og finde trøst, hvile og opmuntring hos vores gode venner piberne.«

Heraf skal man nok ikke konkludere, at et forlist ægteskab kan kureres med rygning – men hvis man er til en fest eller lignende lejligheder, hvor man egentlig helst vil være fri for selskab, så kan det virkelig være herligt at stille sig udenfor med en pibe. Her kan selv ikke cigaretrygerne genere én – de er der højst ti minutter, og så går de indenfor igen. 

Olrik gav heller ikke meget for cigaretrygere: »De mennesker, der ryger pibe med liv og sjæl, kommer på en måde hinanden mere ved og har en anden interesse for mennesker i det hele taget – end dem, der bare haster forjaget afsted og efterlader en cigaretstump som det eneste minde om, at de var der.«

Nu kan det hænde, at denne tekst er kommet til at friste nogle ikkerygere til at tage piben op, og derfor må nogen her på falderebet vist understrege, at Rygning dræber, som der også står på tobakken. Det vil jeg overlade til min kærestes bedstefar. 

En af de andre ting, han efterlod sig, var nemlig et worddokument med titlen: Rygestop – hvor er det svært!. Her skriver han blandt andet: »Alle nu om stunder ved, eller burde vide, at rygning af enhver art er sundhedsskadeligt og direkte livsforkortende. Rygere er jaget vildt. Men at tænde en pibe efter et godt måltid eller optaget af et fagligt problem ved skrivebordet er stadig saligt for en aldrende emeritus.«