Fra to sider

»Min far gad ikke børn, der ikke var talentfulde eller morsomme. Han afskyede amatører af enhver art. Og hvis man blandede sig i snakken ved bordet som barn, ville han kun høre gode nyheder: 'Fortæl mig noget morsomt, eller fortæl mig noget behageligt,' sagde han. Det er fra den tid som barn, jeg begyndte at overveje, hvordan jeg bedst kunne opnå lydhørhed med alle de historier, jeg havde på hjerte. Jeg boblede næsten over af iver efter at fortælle alt, hvad jeg havde oplevet, men da jeg ikke måtte servere fortrædeligheder af den ene eller den anden art, var jeg nødt til at gøre historierne morsomme. På den led har min far indirekte lært mig at formidle mit stof, fordi jeg oplevede, at de grinagtige ting i livet ofte var lig med taleretten.«

I mange af de interviews, Lise Nørgaard har givet gennem tiden, har hun understreget, at det naturligvis var fint med Matador, men for hende var journalistikken det vigtigste. Det var også den, der bragte hende ud i livet og væk fra den elskede, men dominerende far, til den første læreplads, som notabene hendes far sørgede for, fordi han kendte redaktøren på Roskilde Dagblad. Det betegner Nørgaard selv som en »veludviklet nepotisme«, fordi egnens politikere og magtfulde mænd havde »bedre chance for at få deres skrivelystne yngel i lære på de stedlige redaktioner«. Hvis man ikke hagede sig fast og passede tjansen, var det til gengæld ud igen efter tre måneder, men Lise Nørgaard hagede sig fast og syntes selv, hun havde haft verdens bedste læremester i Roskilde Dagblads I.A. Hansen. Han var tidligere folketingsmedlem for Venstre og medlem af nedrustningskommissionen i Genève, og derfor rasede han mod både Franco, Mussolini og hr. Hitler, som han konsekvent kaldte ham. Det sidste var ikke populært, fordi den danske regering ikke var til sinds at komme på kant med Det Tredje Rige.