Symfomani. Hvis min sæson med DR Symfoniorkestret har overbevist mig om noget, er det, at den slags oplevelser har noget at sige et nyt, ungt publikum.
Forelskelse i fire satser
Illustration: Simon Væth
Egentlig er det bare et lille, rødt plastickort. »Musikanmelder,« står der på. Og så et sædenummer. Meget ser det ikke ud af, alligevel har jeg båret det på mig hver dag det seneste år, klippet til, så det kan ligge i det gaffatapede togkortetui, jeg har brugt som pung i hele mit voksenliv. Og hver torsdag siden september, eller hver anden, har jeg fisket det frem, vist det til en kontrollør i den blå kube, der skjuler DRs Koncertsal i sit indre, og fået adgang til en verden, der ellers virkelig ikke er min.
Jeg er blevet fast gæst i symfoniens hus. Hvor absurd.
Del:
