Livsform. Man glemmer, hvor langt danskere rent faktisk vil gå for at undgå at tale til hinanden.
For meget tilfælles
Illustration: Jorg Greuel, Getty Images Jorg Greuel
Jeg havde glemt, hvor direkte man taler til hinanden i Danmark: »Jeg skal have fire boller med sesam.« Ikke noget med »hej« eller »godmorgen« eller »jeg vil gerne bede om, tak«. Nu skriver jeg »direkte«, udlændinge ville nok kalde det uforskammet. Men i Frankrig og England skal man jo også bare strejfe en fremmed i det offentlige rum, før begge parter overdænger hinanden med sorry og pardon, og det var da også min skyld. Det gør man ikke i Danmark, man ser ned i jorden.
At bo en periode i et andet land gør hverken en til et bedre eller nyt menneske, det giver sig selv, men det gør noget andet: Når man vender hjem, kan man kortvarigt opleve sin egen nation og by på ny. Da vores familie for nylig flyttede tilbage til København efter tre år i Bruxelles, gik jeg pludselig omkring og måbede over småbemærkninger og hverdagsfænomener. Fordi jeg havde været på afstand af byens omgangsformer, fremstod de pludselig tydelige og fremmedartede, som at være turist i egen by. Så i et par måneder har jeg taget noter, når jeg bevægede mig rundt i det offentlige rum – for at beskrive, hvordan København opleves, når man kommer udefra.
Del:
