I 1995 er jeg 11 år og køber en cd i en cd-butik i Lyngby Storcenter. Coveret viser en kvabset langhåret herre iført hvid heldragt og rød-hvid troldmandskappe i silke. Med et manisk blik i øjnene læner han sig frem, mens han holder et kors i hånden, som en trussel rettet mod beskueren. Han sidder på et slidt trægulv på et loft, som jeg tror skal være et kirke- eller borgloft. I baggrunden ses en kat (sort), et menneskekranium og et langt dyrehorn; der er også tændt for røgmaskinen, og det hele ligner et stillbillede fra en tvivlsom gyserfilm, hvor man aner kulisserne i baggrund. 

Men det ser mit 11-årige jeg ikke. Det, jeg ser, er pirrende uhyggeligt og okkult dragende. Det, jeg ser, er den vildeste rockstjerne på planeten, som jeg på dårligt forstået engelsk har læst om i bøger lånt på Hillerød Bibliotek, efter at jeg har fundet ud af, at jeg – uden rigtig at have hørt det – elsker heavy metal. Det, jeg ser, er et eidolon, der kan fungere som reservoir for alle de følelser, jeg netop er begyndt at få vage anelser om, at jeg besidder, uden at jeg i øvrigt er i stand til at formulere dem. Cd'en er Ozzy Osbournes debutalbum Blizzard of Ozz, jeg æder det okkulte image råt, og Ozzy er netop blevet min største helt.

Nogle fylder så meget, at det kan være svært egentlig at se dem. Den Ozzy, jeg ser, er en platonisk idealversion, og er til tider temmelig langt fra den faktisk eksisterende Ozzy Osbourne, der lige er død som 76-årig den 22. juli efter i 2019 at være blevet diagnosticeret med Parkinsons syge.