Der findes næppe noget mere selvhøjtideligt end journalister, der diskuterer principperne for god journalistik, som var de stentavler håndhugget af Gud. Sjovt nok er der ikke enighed om, hvad disse principper er, og derfor findes der mediemagasiner som Presselogen på TV 2, hvor den journalistiske selvfedme kan få afløb. Var det således en presseetisk brøde, at Weekendavisen ventede til efter valgdatoen med at bringe det interview med Liberal Alliance-formand Alex Vanopslagh, hvori han bekendte, at diskussionen om rent drikkevand i virkeligheden ragede ham en papand, selvom emnet fyldte så meget før valget, endda også i Vanopslaghs egen valgkampagne?

Princippet, som Weekendavisen fik kritik for at bryde, er, at journalister skal lægge alle informationer frem, når de kan. Det er et godt princip. Men på den anden side ville Alex Vanopslagh næppe have afsløret sig selv som vandhykler, hvis han ikke havde fået et løfte om, at udtalelserne først ville udkomme efter valget. Og netop fordi interviewet først udkom på den aftalte dag, lærte vi faktisk noget nyt og foruroligende om Vanopslagh – at han er villig til at forstille sig, hvis det gavner ham – og er det ikke også et godt presseprincip, at læserne skal oplyses om det, de ellers ikke kunne have vidst?