Ikke sjældent sker det, at jeg omkring tæppefald har en fremmedgørende oplevelse i teatermørket: Har jeg og mit medpublikum set den samme forestilling? Hvordan kan de klappe og huje og trampe i gulvet ad det, som intet har bevæget i mig?

Bevares: Ofte består et premierepublikum af venner og familie, men selv når jeg trækker fra og lægger til, kan jeg komme i tvivl om min egen oplevelse. Er det mig, der ikke forstår?